Den danske sangskrivning, fællesskab og fællessang er midtpunktet, når der er Spil Dansk Uge i Nicolai Scene i uge 44.
I uge 44 hyldes den danske sangskat i hele Danmark, og det bliver den naturligvis også i Nicolai Scene, hvor lokale kræfter for fjerde år i træk har stablet en hel uge på benene, med musik fra lokale kor og orkestre.
Fra mandag til fredag vil der hver aften kl. 19.30 være koncerter i Nicolai Scene – og det er en meget varieret palette af musik, man kan opleve på de fem aftenener – men man kan være sikker på, at det er dansk.
Ballet åbnes mandag aften med danske toner fra duoen HARMONIKA BANDitterne og trioen VocalJoy.
Tirsdag åbnes dørene allerede kl. 16, hvor der bydes indenfor til Demensvenlig Alsang, der laves i samarbejde med Demensfællesskabet Lillebælt, her kan man med fordel bestille en billet på Nicolai Kulturs hjemmeside. Om aftenen er der viser fra Drachmanns Venner, jazzede toner fra BlackLabel og dejlig korarrangementer fra KoldingKoret.
Flyverhjemmeværnets Musikkorps står klar til at skyde onsdagens koncertaften i gang. De efterfølges af Jordrup Sangkor og Sprogskolens Integrationskor.
Fællessang og højskolesangbogen
Torsdag er der NICOLAI synger med Jakob Bonderup. Her er det fællessangen og højskolesangbogen, der er i centrum. Til den aften er det også en god idé at bestille en plads via www.nicolai.kolding.dk.
Ugen rundes af med populærmusik fra oktetten Los Dementos samt en helt sikkert fornøjelig afslutning med Kolding Harmonika Klub.
Manden bag arrangementet er Kjeld Jensen, der også spiller med Kolding Harmonika Klub. Han er igen trukket i arbejdstøjet for at få stablet en uge med god lokal musik på benene i Nicolai Scene.
– Jeg synes, det er sjovt at arrangere og se, det blive til noget. Der er jo en masse arbejde i det, men det glemmer jeg, når jeg kan se, at det går godt, siger Kjeld Jensen, om hvorfor han nu for tredje gang er tovholder på arrangementet.
– Der har altid været musik i mit liv, så det kan ikke være anderledes, selvom min kone synes jeg er lidt tosset, slutter han med et grin.
Hele programmet kan ses på www.nicolai.kolding.dk.