Kolding Netavis

Dårligt nyt om fejringen af 100-året for Genforeningen

I lyset af COVID-19 er det ikke muligt at gennemføre den planlagte fejring af 100-året for Genforeningen i Kolding Kommune.

Den 6. juni skulle der efter planen har været afhold en stor sangerfest på Skamlingsbanken med korsangere fra alle dele af landet. Bag festen står Kolding Kommune og Sangens Hus, og parterne har nu besluttet, at arbejde på at flytte festen fra den 6. juni i år til – sandsynligvis – 30. maj 2021.

– Jeg er naturligvis ked af, at vi må udsætte Sangerfesten på Skamlingsbanken, som jeg havde glædet mig til. Med den store interesse for fællessang og den danske sangskat vi ser nu, kunne vi forvente mange tusinde deltagere fra hele landet. Jeg håber interessen for fællessang varer ved, så vi i 2021 kan få en ekstraordinær markering af Genforeningen, siger Kolding Kommunes borgmester, Jørn Pedersen, i en pressemeddelelse.

Også den officielle fejring af Genforeningen 2020, som i Kolding Kommune skulle have fundet sted den 10. juli, bliver udskudt. Det var ellers planen, at Genforeningen skulle fejres officielt i de syv sønderjyske kommuner fra den 9. til den 12. juli med et tæt pakket program og med en kongelig rundtur i det sønderjyske inspireret af Kong Christian X´s besøg i Sønderjylland i juli 1920.

I stedet er det nu aftalt med både hoffet og Kulturministeriet, at besøget i stedet gennemføres med den 15. juni 2021 – Genforenings- og Valdemarsdagen – som omdrejningspunkt.

Rammen for fejringen af Genforeningen udvides

Sangerfesten og den officielle fejring er imidlertid ikke de eneste aktiviteter, der markerer genforeningen, som bliver berørt at COVID-19. Både i Kolding Kommune og de øvrige kommuner, som markerer Genforeningen, har et væld af kulturelle aktører planlagt alt fra spændende udstillinger og foredrag, til cykelture og folkefester.

Derfor har Det Sønderjyske Præsidium, i samråd med en række nøgleaktører besluttet at sætte en ny ramme for genforeningsjubilæet, så markeringen forlænges frem til november 2020. Udvidelsen betyder, at de mange institutionelle og frivillige aktører får tilbudt en ny ramme om deres arrangement, så de mange velforberedte aktiviteter i hele landet fortsat har mulighed for at blive realiseret inden for et samlet program.

Sæsonforlængelsen betyder, at markeringen ikke afsluttes i juli, men fortsætter frem midt november 2020.

– Vi står i en helt ny situation nu, hvor rigtig mange foreninger og institutioner er nødt til at overvejer, om deres planlagte aktiviteter kan flyttes eller om de må tage det tunge valg helt at aflyse. Det er en svær situation for alle’, siger Kulturchef Lisbet Holten. Hun oplyser at Kultur og Event i Kolding Kommune i videst muligt omfang er i dialog med aktørerne, og at afdelingens medarbejdere står klar til at drøfte mulighederne med de, der måtte ønske det.

Ud af de mere end 1100 aktiviteter i det samlede program blev ca. 125 arrangementer frem mod påsken aflyst eller udsat. I den videre kalender frem mod juli er aktuelt ca. 300 aktiviteter meldt aflyst eller udsat, men flere aflysninger er på vej.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *