Kolding Netavis

Danske Spil tror ikke på rekordsommer: Hvad tror du?

Ifølge danskernes spiludbyder, Danske Spil, skal man ikke regne med, at sommeren bliver rekordvarm. Foto: Dansk Spil.

Ifølge danskernes spiludbyder, Danske Spil, skal man ikke regne med, at sommeren bliver rekordvarm. Oven i det vil sommeren starte senere end sidste år, påstås det.

Danske Spils oddssættere har kigget i den meteorologiske krystalkugle, og udsigterne til hurtigt smeltende is og spejlæg på kølerhjelmen er ikke prangende – ja, de er nærmest på det jævne.

I hvert fald skal danskerne ikke stikke næsen op efter en sommer som i 2018, hvor vi kunne nyde svedige 71 sommerdage.

En sommerdag er defineret som en dag, hvor der er 25 grader eller derover et sted i Danmark. Danske spil tror, at det er mest sandsynligt, at vi i år får 30-39 sommerdage, hvilket er helt gennemsnitligt.

-Vi har været en tur i statistikkerne, og resultatet er jo desværre lidt til den middelmådige side, i hvert fald hvis man er meget glad for varme. Vi tror på, at det bliver en god, varm sommer, men ikke en rekordsommer, som vi så i 2018, fortæller Peter Emmike Rasmussen, oddssætter hos Danske Spil, i en pressemeddelelse.

De laveste odds på antal sommerdage finder man derfor på 30-39 stk., som giver odds 3,75. Er man en smule mere optimistisk og tror på 40-49 sommerdage, giver det odds 4,25 – men går man i stedet all in på sommerfølelsen og vil i nærheden af ultravarme 2018, giver det odds 15,00 at tro på, at vi får mere end 60 sommerdage i år.

Sommeren starter sidst i maj

Danske Spil har også set på, hvornår danskerne kan se frem til, at sommeren starter. Altså hvornår vi i Danmark vil få årets første sommerdag. Også her er udsigterne en kende overskyede.

-Sidste år fik vi årets første sommerdag allerede 10. maj – men det kunne tyde på, at vi i år skal længere hen i maj. Det er i hvert fald det, vi tror på i Danske Spil, og vi har derfor sat nålen på et sted sidst i maj, siger Peter Emmike Rasmussen.

Således er der hos Danske Spil odds 5,00 på, at første sommerdag falder 23.-29. maj. Tror man i stedet på en meget tidlig sommer, altså at sommeren starter allerede lige efter påske, giver det pengene 50,00 gange igen. Modsat vil en sen sommerstart d. 25.-31. juli give pengene 75,00 gange igen.

Man kan også gå i den helt anden grøft og vælge, at der ingen sommerdage overhovedet bliver i 2022. I det tilfælde vil man få pengene 75,00 gange igen. Den gevinst kan man så passende bruge på en plaid eller en rejse sydpå.

Tagget med:
Del denne artikel