Kolding Netavis

Dansk vinder af Eurojackpot blev taget med bukserne nede

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Foto: Danske Spil.

Sidste fredag blev der fundet to danske vindere af andenpræmien i Eurojackpot. Og for den ene nybagte millionær, viste det sig at være lidt af en overraskelse.

En mand – bosiddende i Vejle kommune – havde nemlig glemt, at han havde spillet med i ugens Eurojackpot. Han benægtede at have vundet de 2,1 millioner, da han midt i en frokostpause blev ringet op, og fik overrakt nyheden af Danske Spils kundeservice.

-Jeg blev fuldstændig taget med bukserne nede. Jeg sagde, at det mente jeg altså ikke, at jeg havde. Men det havde jeg så alligevel.

I alt var der syv vindere af andenpræmien på 2,1 millioner kroner, hvoraf de to altså var fra Danmark. Men det tog et stykke tid, før tiøren faldt for vinderen i Vejle. Til at starte med hørte han forkert i telefonen.

-Da jeg får et opkald om, at jeg har vundet, siger kvinden i telefonen, at jeg har vundet i Eurojackpot. Men jeg hører kun, hun siger Jackpot, så jeg siger, at det kan altså ikke passe, for jeg har ikke spillet Jackpot. Jeg kunne ikke genkende navnet på spillet.

Efter et par gentagelser forstod han, at det nok var sandt, da han kom i tanke om, at han faktisk havde sat sit abonnement til at spille Eurojackpot hver fredag.

-Faktisk har jeg i snart fem år spillet over mit faste PLUS-abonnement, både Vikinglotto, Eurojackpot og Lotto. Så nu var det faktisk også på tide, at jeg vandt.

En gave sendt fra himlen

Efter det chokerende telefonopkald, måtte han vente, til han fik fri fra arbejde, før han kunne dele den glædelige nyhed med sin familie.

-Da jeg kørte hjem, var jeg lettere rystet hele vejen. Jeg skulle jo fortælle, at jeg havde fået en gave sendt fra himlen.

Børnene får ikke kun lov til at dele glæden med deres far, men også gevinsten.

-Mine to teenagebørn er et sted i deres liv, hvor de godt kunne bruge lidt ekstra. Der er mange, der vil få glæde af de penge, resten af min familie vil også blive begavet.

Derudover skal huset også forkæles, det er nemlig slidt godt ned, og bilen er heller ikke, hvad den har været.

-Alle der spiller, har jo på en eller anden måde en drøm om at få alt det, man vil have. Men jeg havde virkelig behov for pengene, for der er flere projekter i huset, som er blevet sat på pause. Og nu er der endelig penge til at gøre dem færdige.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel