Dansk fodboldspiller har sat villaen til salg

Torsdag 24. September 2020 06:21 201
Foto: Danbolig Horsens. Foto: Danbolig Horsens.

Tidligere på året skiftede den danske Superligaspiller Marc Dal Hende hjemmebanen i Midtjylland ud med en ny i Sønderjylland – og nu er tiden kommet til også at skifte hjemmeadressen.

Den 29-årige fodboldspiller har nemlig netop sat sin og fruen, Sascha Fischer Dal Hendes, helt nyistandsatte villa i det eksklusive Stensballe-kvarter i Horsens til salg for 5.195.000 kroner. Det skriver boligvisningssiden Boliga.dk.

Parret har kun nået at eje kvadratmeterne i et enkelt år – hvor de tilmed har renoveret de 155 kvadratmeter, så nye ejere blandt andet kan se frem til detaljer som nyslebne gulve og armaturer i messing. Huset ligger på Stensballe Strandvej i Horsens – men det er altså ikke kun vandet, der er indenfor nær rækkevidde.

Ifølge salgsmaterialet fra ejendomsmægleren Danbolig Horsens er der nemlig også direkte adgang til eget skovareal i baghaven.

Eksklusive Horsens

Rykker Dal Hende tilbage til Sønderjylland, hvor han også spillede inden han i 2017 rykkede en region op – til FC Midtjylland – kan han glæde sig over, at kronerne rækker betydeligt længere på boligmarkedet i de fleste sønderjyske kommuner.

I Haderslev, hvor SønderjyskE huserer, koster en huskvadratmeter eksempelvis 9.350 kroner, mens fodboldspilleren altså forventer at få godt 33.500 kroner pr. kvadratmeter i sin villa. I Tønder, Aabenraa, Vejen og Sønderborg lyder de gennemsnitlige kvadratmeterpriser ligeledes på under 10.000 kroner.

Det måske snart tidligere hjem ligger da også i Horsens mest eksklusive bydel, Stensballe, hvor de dyreste hushandler traditionelt går igennem, det viser Boliga.dks salgsprishistorik.

Til trods for den attraktive beliggenhed bliver det nok næppe til en salgsprisrekord, når huset skifter ejere. Horsens har nemlig netop vippet alle sine jyske konkurrenter af pinden og sat sig på pristronen med en villahandel til svimlende 32,5 millioner kroner, der således er den hidtil største hushandel i Jylland i år.

Tags