Danmarks "højeste" streaming-event

Fredag 29. maj 2020 17:09 739
DJs vil spille live fra 103 meters højde. Pressefoto. DJs vil spille live fra 103 meters højde. Pressefoto.

Danmarks højeste streaming-event arrangeret af eventfirmaer i Vamdrup.

Corona har lagt mange spillesteder øde, og kalendere er blevet tømt for events. Derfor er en række eventvirksomheder nu gået sammen om at skabe et kæmpe stort – og helt unikt – LIVE-event.

I en tid hvor danskerne stadig ikke må samles, er der brug for at tænke nyt og innovativt, og derfor har de to lokale eventfirmaer i Vamdrup, ”Tvillingerne” og Idunivers.dk, taget initiativ til at samle en række virksomheder, der normalt arbejder inden for eventbranchen for at stable et stort LIVE-event på benene.

Lørdag den 6. juni løber et event af stablen, som aldrig før er set i Danmark. Det drejer sig om ”The Ultimate Stream Mix”, Danmarks højeste mix. Og når der siges højeste, er det i bogstavligste forstand. Da der stadig er forsamlingsforbud, streames eventet, så du kan se med hjemme i din egen stue.

Musik fra 103 meters højde

DJ’s sendes til vejrs i en 103 meter høj lift, hvorfra de afvikler deres set – fra verdens højeste mobil-lift fra BMS A/S. Det er også BMS A/S i Kolding, der lægger kvadratmeter til eventet. Musikken suppleres af Skandinaviens største lasershow fra Laser Power, og der sættes et festligt punktum med et kæmpe fyrværkerishow, leveret af Saturn Fireworks, kendt fra bl.a. DM, EM, Ildfest Regatta og Kolding Light Festival.

- Vi vil skabe noget, der ikke er set før, fortæller Anders og Jesper Holst i en pressemeddelelse.

De er måske mere kendt under deres DJ kunstnernavn ”Tvillingerne”. Flere DJ’s har afholdt live-events, hvor de spiller musik – og de to lokale DJ's vil gerne gøre det til en helt speciel oplevelse.

- Grundidéen til eventet var, at producere et lækkert live-stream mix med et udvalg af DJ’s kombineret med ”noget som ikke er set eller gjort tidligere, fortsætter Johnny Rechnagel fra Idunivers.dk og fortsætter:

- Vi vil med eventet, der allerede nu har opnået stor interesse, gerne være med til at sætte Kolding på landkortet.

Eventet live-streames på bl.a. Twitch - filmet af AL Poduction, der stiller med droner, kameraer og OB vogn, for at sikre et professionelt stream.

Eventet finder sted den 6. juni fra klokken 19.30-23.

Tags