Kolding Netavis

Dan Turéll + Halfdan E LIVE

Jangmark/Pressefoto.

Kolding Teaterforening viser søndag den 26. februar musikforestillingen ”Dan Turéll + Halfdan E Live”. Det sker på Comwell Kolding Teater.

Om forestillingen, som er et genhør med digteren Dan Turélls digte, skriver producenten Teatret Sorte Hest:

-De prisbelønnede plader med den legendariske digter Dan Turéll og den musikalske troldmand Halfdan E blev meget populære med deres både indfølte og frække blanding af musik og beatlyrik – du husker sikkert ‘Jeg holder af Hverdagen’ og ‘Jeg skulle have været Taxachauffør’ – og ‘Sidste tur gennem Byen’ – numre som stadig er en del af soundtracket til vores liv og som er blevet en fast del af skoler og gymnasiers eksamenspensum.

Halfdan E udgav sidste år et tredje album, ‘Telefon til afdøde’, og nu er han på landevejen med et orkester, der mestrer hele bagkataloget og giver det nyt liv i musikalsk og visuelt meget varm, intens og magisk forestilling.

Halfdan E har allieret sig med skuespiller Mads Wille (kendt fra bl.a. ‘Badehotellet’ og landets teaterscener), som i suveræn stil lægger stemme og temperament til Turélls udødelige digte.

Musikalsk bliver Halfdan E desuden bakket op af Søren Siegumfeldt (blæseinstrumenter) og Lars Daniel Terkelsen (keyboards) som også spiller på pladerne – et meget alsidigt orkester som bliver ved med at overraske.

”Dan Turéll + Halfdan E Live” kan opleves på Comwell Kolding Teater den 26. februar klokken 19.30. Billetter til forestillingen kan købes på www.billetten.dk.

Del denne artikel