Læserbrev af Karina Adsbøl (DF), folketingsmedlem, Koldingvej 17, 6580 Vamdrup.
Kære Poul Erik Jensen,
Mit tidligere indlæg tog udgangspunkt i fakta fra JydskeVestkysten. At de midler, der er delt ud til nye cykelstier i Danmark, ikke inkluderer Kolding. Som lokalt Folketingsmedlem har jeg da selvfølgelig interesse i, at også Kolding får del i de millioner. Derfor har jeg – udover mit indlæg i avisen – også skrevet til transportministeren. Netop for at gøre opmærksom på Kolding.
Jeg kan så forstå, at mit indlæg går Poul Erik Jensen (S) meget på. Så meget at han tyer til at skrive et indlæg om det. Det er helt fint, for så har jeg da indtil videre fået sat så meget fokus på området, at Kolding forhåbentlig får del i den anden ansøgningspulje. Og så kan man da håbe på, at Poul Erik Jensen er enig i, at vi skal have en cykelsti på hele Hylkedalsvej – så man kan cykle på cykelsti hele vejen fra Vamdrup til Kolding.