Hos 3Butikken i Kolding spreder de derfor Black Friday ud over hele november, så kunderne kan handle trygt.
Sidste år på Black Friday var 3Butikken i Kolding Storcenter stuvende fuld af personale og kunder i højt humør. Dagen er kendt som årets helt store shoppedag, som får danskerne til at trodse vinterkulde og -mørke og begive sig ud i butikker og storcentre på jagt efter gode tilbud. Men i år ser verden anderledes ud.
Smittetallene stiger og stiger, og derfor har man hos 3 valgt at droppe det traditionelle Black Friday-udsalg. Koldingenserne skal dog ikke snydes for gode tilbud, skriver 3 i en pressemeddelelse.
I 3Butikken i Kolding Storcenter er Black Friday i stedet blevet spredt ud over hele november måned med kampagnerne ”Det bliver ikke billigere” frem til 22. november og ”Black Week” fra 23.-30. november, så kunderne trygt kan komme forbi butikken, når det passer dem, og klare årets julegaveindkøb eller sørge for lidt selvforkælelse i en anderledes tid.
– Black Friday er normalt en festdag med endagstilbud og kø-events, men i år bliver det anderledes. Vi skal passe på hinanden og undgå at samles for mange mennesker på én gang, og derfor kan vi selvfølgelig ikke fejre dagen, som vi plejer. Det ville ikke være forsvarligt. I stedet spreder vi Black Friday-kampagnen ud over 30 dage, så alle, der har lyst, kan finde et roligt øjeblik til at kigge forbi en af vores butikker, siger Lasse Schneider, der er Head of Retail & Telesales og øverste ansvarlig for alle 3’s butikker.
Trygt at handle og gå på arbejde
I 3Butikkerne over hele landet har man siden foråret haft håndsprit ved indgangene og afstandsmarkeringer på gulvene, ligesom der er fastlagt regler for, hvor mange der må befinde sig i butikkerne ad gangen. Medarbejderne bærer masker og ifører sig engangshandsker, hvis de skal håndtere kundernes mobiler. Og har kunderne glemt egen maske, får de udleveret én af medarbejderne.
– Det skal være trygt for vores kunder at komme i 3Butikkerne, og det skal selvfølgelig også være trygt for vores medarbejdere at møde på arbejde. Derfor har vi siden marts måned taget en række forholdsregler, som fx håndsprit, ekstra rengøring og afstand, ligesom vi naturligvis følger myndighedernes retningslinjer og restriktioner. Vi har alle sammen et ansvar for at reducere smittespredningen, fortæller Lasse Schneider.
Det er også muligt at se november-tilbuddene og bestille varer på 3.dk, hvor der resten af året tilbydes gratis hjemmelevering.