Login to your account

Username *
Password *
Remember Me
Lørdag, 28 september 2019
Lørdag, 28 september 2019 22:01

Ny stjernespækket krimiserie

Viaplay blænder op for en ny stjernespækket krimiserie.

Christoffer Boe (Journal 64, Kriger) er på vej med sin nye psykologiske krimiserie FORHØRET. De danske seere kan se frem til at se et stjernespækket cast, med hovedrolleindehaver Ulrich Thomsen og en perlerække af medskuespillere, der inkluderer Trine Dyrholm, Nikolaj Lie Kaas, Lars Mikkelsen, David Dencik, Søren Malling, Lars Ranthe, Clara Rosager, Katrine Greis-Rosenthal og Alma Ekehed Thomsen på rollelisten. Det oplyser Nordic Entertainment Group.

Serien følger efterforskeren Bjørn (Ulrich Thomsen), der dykker dybere og dybere ned i Københavns underverden i jagten på sin datters morder. Forslået, rasende og sorgfuld begynder Bjørn at kortlægge det sidste døgn i datterens liv. Det sender ham på en vanvittig rejse gennem natten, hvor han møder de mennesker, der hver især betød noget afgørende for hans datter, og som afslører et net af sandheder, løgne og kriminelle handlinger, som er vævet ind i hendes og Bjørns eget liv.

Nu løfter Viaplay sløret for den første teaser og giver seerne et lille indblik i det helt specielle univers, som FORHØRET er bygget op om omkring. Serien er helt unik, da hvert afsnit udspiller sig i dialogen mellem to mennesker - det er den dramatiske kamp mellem to sind, vi er vidner til, og det giver en fortættet og anderledes stemning.

På den visuelle side er Christoffer Boe kendt for sin stærke stil, og i FORHØRET tager han skridtet videre, hvor alt er fint-slebent ned til mindste detalje. FORHØRET er en æstetisk rejse igennem seriens otte episoder, otte forhør, i jagten på at finde morderen.

Serien får premiere på Viaplay fredag d. 15. november og her udgives alle otte episoder. Serien er skabt og instrueret af Christoffer Boe og skrevet i samarbejde med Jakob Weis.

Se teaseren nedenunder...

Udgivet i Kendte
Lørdag, 28 september 2019 21:10

Overholdt ikke vigepligt og blev påkørt

Kvinden overholdt ikke sin ubetingede vigepligt.

Det var en 27-årig kvinde fra Christiansfeld, der lørdag eftermiddag ved 16.05-tiden var skyld i et færdselsuheld i krydset Kirke Alle og Haderslevvej i Christiansfeld:

- Kvinden overholdt ikke sin ubetingede vigepligt og blev ramt af en anden bilist - en 55-årig mand fra Christiansfeld, fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Jørn Lindhardt, til Kolding Netavis.

Den 27-årige kvinde blev med udrykning kørt på sygehuset i en ambulance.

Uheldet blev anmeldt ved 16.05-tiden og her forlød det, at parterne selv kunne ordne det. Men lidt senere måtte der rekvireres en ambulance, da kvinden havde fået det dårligt. Politiet har ingen oplysninger om kvindens tilstand:

- Men det er ikke alvorligt, fastslår vagtchefen.

Begge biler fik skader.

Se billederne nedenunder...

Udgivet i Christiansfeld
Lørdag, 28 september 2019 17:50

To biler i sammenstød: Én kørt på sygehuset

En person blev kørt på sygehuset.

Der skete lørdag eftermiddag ved 16.05-tiden et færdselsuheld i krydset Kirke Alle og Haderslevvej i Christiansfeld.

Bilerne ramte hinanden:

- Vi fik først melding om at parterne selv kunne klare uheldet, men lidt senere måtte der rekvireres en ambulance. En person blev kørt på sygehuset, fortæller vagtchef hos Sydøstjyllands Politi, Jørn Lindhardt, til Kolding Netavis.

Politiet har endnu ikke oplysninger om, hvordan uheldet skete - og om hvordan personen har det.

Se billederne nedenunder...

Udgivet i Christiansfeld
Lørdag, 28 september 2019 13:33

Se videoen: Øl-auktion på Den engelske pub

Mange lagde vejen forbi Den engelske Pub i Kolding, hvor der lørdag var øl-auktion.

Den engelske Pub - You'll never walk alone - i A.L. Passagen i Kolding afholdt lørdag formiddag en øl-auktion.

Baggrunden var, at der var blevet en del øl tilovers fra Øllets Dag i Kolding - og øllene ikke skulle gå til spilde.

Auktionariusser var Torben Mathews, indehaver af Den engelske Pub samt Claus E. Mortensen fra Danske Ølentusiaster.

Og der blev lystigt budt på specialøl fra de forskellige danske bryghuse.

Efter auktionen var der livemusik med den engelske duo, Strong Ale.

Se billeder og video nedenunder...

Udgivet i Kolding
Lørdag, 28 september 2019 10:05

Sporskifte slår gnister

I nattemørket vil gnisterne for alvor kunne ses.

Det gnistrer i efterårets nattemørke, når sporskiftesliberen er på besøg den 29.- og 30. september. Nu er det 88 ton tunge tog tilbage på de danske jernbanespor her i området.

Sporskiftesliberen er et af flere specialtog, som Banedanmark lejer til at vedligeholde de omkring 3000 kilometer jernbane, der er på det statslige jernbanenet. Sporskiftesliberen sliber små revner af sporskifter, så de kan holde længere.

Revnerne i sporskifterne er så små, at de dårligt kan ses med det blotte øje, men er blevet fundet ved de årlige kørsler med Banedanmarks målevogne tidligere på året.

Det er et præcisionsarbejde at slibe revnerne væk, og det udføres af et hold af internationale specialister i samarbejde med de 16 slibehoveder, der sidder på sporskiftesliberen. Sporskiftesliberen sliber sporskifterne med en præcision på 0,3 millimeter, og for at sikre et optimalt resultat sliber toget sporskiftet gentagne gange.

- Slibningen forlænger sporskifternes levetid med flere år, og da et nyt sporskifte koster omkring en million kroner, giver det god mening at slibe sporskifterne. Også fordi at , siger Pernille Skovrup, vedligeholdelsesleder i Banedanmark, i en pressemeddelelse.

Flere fordele

Selve slibningen foregår ved lav hastighed - mellem tre og ni kilometer i timen, og det enkelte sporskifte skal slibes flere gange. På en nat kan sporskiftesliberen normalt slibe mellem tre og seks sporskifter.

- På en jernbane, der er godt vedligeholdt, har vi færre hastighedsnedsættelser, og det giver mulighed for, at togene kan holde en høj punktlighed. Så når vi sender sporskiftesliberen eller et af dens "familiemedlemmer" ud i sporet, er det med til sikre, at vi dermed får mere jernbane for pengene, fortæller Pernille Skovrup.

Sliber om natten - klargøres om dagen

Sporskiftesliberen gnistrer og støjer moderat, når den arbejder. For at forstyrre trafikken mindst muligt kører togene fortrinsvis om natten. Om dagen bliver toget så gjort klar til den kommende nats slibning.

Sporskiftesliberen kører den 29. - 30. september på strækningen mellem Vojens og Fredericia.

Udgivet i Kolding
Lørdag, 28 september 2019 09:13

Åbent Hus skal få folk i arbejde

100 stillinger er på vej hos YouSee, og derfor havde virksomheden i samarbejde med Jobcenter Kolding inviteret til åbent hus omkring de nye jobmuligheder.

Jobparate ledige får nu tilbudt et 15 dages opgraderingskursus, så de kan søge job hos YouSee, som i øjeblikket mangler medarbejdere til deres callcenter i Kolding. Kurset skal klæde ledige på til et job inden for telefonbetjening og salg. Målet er at klæde dem på til at håndtere alle de typer kundehenvendelser, der kan komme i løbet af en dag, oplyser Jobcenter Kolding.

Kurset starter i uge 41 på Campus Vejle, og derfor var der torsdag åbent hus, så de ledige kunne danne sig et overblik over, de muligheder der er, hvis de tager kurset.

- Vi skal ikke til at starte forfra hver gang. Det samarbejde vi har fået op at køre med Jobcenteret gør, at de ved hvilke kvalifikationer vi skal bruge, og kender til de persontyper vi efterspørger. Derfor kan de lynhurtigt sende ledige til samtale hos os, som får jobbet, og kommer i job med det samme, siger Marie Bønke Seier, Rekrutteringskonsulent hos YouSee.

120 ledige mødte op

Og 120 ledige mødte da også op til torsdagens åbent hus. Mange ledige øjner en mulighed for at komme hurtigt i job. Der bliver stadig færre ufaglærte job at få, så det her er en chance for, at de med et opgraderingskursus kan komme i arbejde.

- Vi tager virksomhedernes behov alvorligt. Hvis de ved vi kan løse opgaven, inddrager de os allerede når de ved, at der er ansættelsesrunder på vej. På den måde kan vi sørge for at de ledige kan være kørt i stilling til et job. Nogen gange kan de gå direkte i job, og andre gange drejer det sig måske bare om et kursus, så de ikke forbliver ledige. Det er en gevinst for os alle sammen, siger Jakob Gudbrand, Arbejdsmarkedschef i Kolding Kommune, i en pressemeddelelse.

Et job som kundeservicemedarbejder kræver en god telefonstemme, lyst til at sælge og så glæden ved at yde en god service til kunderne – men ellers ingen formel uddannelse. Det giver mulighed for både ledige og ufaglærte, men også studerende, der mangler et studiejob, har mulighed for at få et nyt arbejde.

Udgivet i Kolding
Lørdag, 28 september 2019 08:43

Billetsalget til lokal festival starter snart

Billetsalget starter snart til Fylke Festival 2020.

Kolding får i 2020 sin egen lokale festival i Volkerts Fylke.

Danske navne står for underholdningen. Det er Johnny Madsen, Dodo & The Dodo's, Folkeklubben, Lis Sørensen og de nye unge artister - Askling og Mason J. Askling.

Johnny Madsen var det første navn der blev skrevet på plakaten, og hans finurlige og afslappede person skal nok skabe en hyggelig stemning. Gæsterne kan også se frem til en dag fyldt med lækker musik af Lis Sørensen og Dodo & the Dodos, samt Folkeklubben.

- Her har vi tænkt på publikum i alle aldersgrupper, så der er noget på programmet til enhver smag. Lis og Dodo vil vække minder og spille velkendte hits som vi alle kan synge med på. Folkeklubben har med sin nominering som ‘Årets Danske Gruppe’ til DMA 2019, bevist at de er blandt de bedste bands i landet. Udover disse erfarne kunstnere, der i gennem flere år har sat sit præg på den danske musikscene, vil der også være skøn musik fra to nye, unge artister – Askling og Mason J. Askling vandt Tak Rock Prisen på Smukfest sidste år, og hendes tydelige talent skinner igennem på scenen trods hendes unge alder. Den endnu nyere stjernespire Mason J bevæger sig også hastigt mod toppen, og vi glæder os til at støtte op omkring ny musik, fortæller eventkoordinator Sara Warncke.

Hyggelige oaser

Der bliver kræset om festivalområdet, der indrettes med hyggelige oaser og loungeområder.

Volkerts Fylke indgår samarbejder med forskellige firmaer med fokus på bæredygtige møbler, service og kunstneriske installationer. På gastronomien er der høje ambitioner, idet der er stort fokus på lækre råvarer, sæsonens grønt og økologi, som får oplevelsen til at hænge sammen. Drikkevarer serveres fra forskellige typer barer med alt fra gin og vin, til champagne, cocktails og kolde øl.

Frivillige kræfter vil bære arbejdet omkring opstilling og nedtagning, samt i barerne og på serviceområdet. Der kommer information omkring dette, så man kan blive en del af maskineriet, hvis man ønsker at tilbyde sin hjælp som frivillig når festivalen løber af stablen.

Billetsalg

Billetsalget starter tirsdag den 1. oktober klokken på volkerts.dk. Der er 2.000 billetter til salg samt et begrænset antal VIP-billetter (350 styks, red.), som giver adgang til et eksklusivt og aflukket område med særligt kig til scenen. De almindelige billetter koster 650 kroner frem til 1. december, mens VIP-billetter kan erhverves for 1.250 kroner.

Fylke Festival løber af stablen den 29. august 2020.

 

Udgivet i Kolding
Lørdag, 28 september 2019 07:53

Knæk Cancer er tilbage

Kræft rammer én ud af tre danskere, og de to andre bliver pårørende. Uge 43 er Knæk Cancer-uge på TV 2, hvor danskerne står sammen og giver en hjælpende hånd mod kræft.

Cecilie Frøkjær og Louise Wolff er ambassadører i en uge med fokus på oplysning og indsamling til forskning, forebyggelse og støtte til patienter og pårørende.

Der bliver indsamlet pant, afholdt velgørenhedsmiddage og danset linedance. Opfindsomheden er stor, når danskerne i uge 43 står sammen om kræftsagen. Gennem mange år har Knæk Cancer samlet danskerne, gjort os klogere på kræft og indsamlet penge, så færre får kræft, og så flere kan overleve kræft og få et bedre liv efter sygdommen.

Knæk Cancer ønsker at skabe åbenhed om kræft og sige til danskerne, at ingen skal stå alene med sygdommen, hvad enten de selv er ramt eller er pårørende.

- Knæk Cancer viser handling og et håb om nye veje til at komme kræft til livs, og det gør mig fantastisk stolt hvert år at opleve sammenholdet og opbakningen til dette initiativ. Jeg elsker danskernes kolossale engagement og involvering i Knæk Cancer, og den indsats, de gør, er dybt inspirerende for os alle sammen, siger programdirektør Lotte Lindegaard, TV 2.

Udgivet i Kendte
Lørdag, 28 september 2019 07:48

Aqua-slot til salg igen

Det tidligere musiker-par Lene Nystrøm og Søren Rasted - der til sammen udgør halvdelen af det legendariske band Aqua - har netop sendt deres multimillion-slot på markedet igen.

Slottet, der går under navnet Øxenholm, ligger i det naturskønne Birkerød-område Kattehale. Og har man den rette saldo stående på boligbudgettet, kan man altså overtage de succesfulde musikeres tidligere hjemmebane med egne hestefolde, sø og tennisbane - foruden et boligareal på hele 420 kvadratmeter. Det skriver boligsitet Boliga.dk.

Men selvom det nu er anden gang, boligen er på markedet - og Nystrøm og Rasted har justeret prisen i den retning, der er sjovest for køberne, så skal man stadig have den store tegnebog frem, før købsaftalen kan underskrives.

Øxenholm er nemlig udbudt til salg hos ejendomsmæglerfirmaet Irving Jensen & Co. for 28 millioner kroner.

Rapunzel - Rapunzel

Det er da heller ikke bare prisen, der er at finde i den eksklusive ende af Danmarks boligmarked. Boligarealet breder sig nemlig også over noget så sjældent som børneværelser i forbindelse med husets tårne, et forældresoveværelse med tilhørende påklædningsrum og en afdeling med eget køkken og bad eksempelvis til en au pair.

Til huset hører der en grund, som ifølge oplysninger fra Boliga.dk er over 66.000 kvadratmeter stor og blandt andet altså er med plads til hestehold.

Ifølge oplysninger fra Tinglysningen købte Nystrøm og Rasted sammen landejendommen i Birkerød i 2006 - fem år efter deres bryllup.

Parret meddelte i foråret 2017, at de var gået hvert til sit - og henover sommeren udbød de deres fælles hjem til salg første gang. Ifølge ugebladet Se & Hør er Lene Nystrøm flyttet til Allerød.

Udgivet i Kendte
Lørdag, 28 september 2019 07:46

Søndagsåbent på biblioteket

I vinterhalvåret er der åbent om søndagen på Kolding Bibliotek, så hele familien kan lege, læse aviser eller fordybe sig i bøgernes verden.

Skal du arbejde på en eksamensopgave, eller trænger familien til en søndagsudflugt, så kan du nu tilbringe søndagene på Kolding Bibliotek. Fra den 1. oktober til den 1. april holder biblioteket åbent alle ugens dage, også om søndagen, oplyser biblioteket.

Du kan få inspiration til gode bøger for børn og voksne eller lege i bibliotekets aktivitetsrum Børn X. Årets tema i Børn X er ”børn i andre lande”, og der er udklædningstøj, dukketeater, computerspil og meget mere. Du kan også gå på opdagelse i skiftende udstillinger, arrangeret af byens foreninger og institutioner. Studerende kan booke en studiecelle, forsyne sig med kaffe i automaten eller få hjælp til informationssøgningen.

Der er åbent klokken 13-16 alle søndage indtil den 1. april. På lokalbibliotekerne i Vamdrup, Lunderskov og Christiansfeld er der åbent med selvbetjening alle dage året rundt klokken 7-22.

Udgivet i Kolding
Side 1 ud af 2
  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« December 2019 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
            1
2 3 4 5 6 7 8
9 10 11 12 13 14 15
16 17 18 19 20 21 22
23 24 25 26 27 28 29
30 31