Artikel filtreret på dato: Torsdag, 09 Januar 2020

Som en konsekvens af Kolding Kommunes budget for 2020 samt faldende elevtal, er 25 lærere, pædagoger, medhjælpere og administrative medarbejdere på skolerne varslet afskedigelse.

16 stillinger kan relateres til, at der udsigt til lavere elevtal i et par år, inden det stiger igen, ligesom fire af de 25 er tilbudt genansættelse på nedsat tid. Det er dog muligt, at flere af de øvrige får muligheden for at blive ansat i andre stillinger i opsigelsesperioden. Det oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Hovedparten af reduktionerne generelt i Kolding Kommune kom i efteråret, men fordi skolerne følger skoleåret, kommer afskedigelserne lidt senere. De besparelser, der var vedtaget i budget 2020, svarede til ca 38 fuldtidsstillinger på skolerne, men via vakante stillinger, opsigelser mv. er de håndteret løbende. Det er grunden til, at der er stor forskel på, hvordan afskedigelserne fordeler sig på de enkelte skoler. Der er således varslet afskedigelser på 13 af kommunens 24 skoler.

Det samlede antal ansatte på skoleområdet er 1.401 personer svarende til 1.290 fuldtidsstillinger. I 2019 var der 221 medarbejdere i jobskifte og pension på skoleområdet, inklusiv vikarer f. eks. ved sygdom og barsel.

- På den baggrund, er jeg lidt fortrøstningsfuld, og vi har før set, at mange når at få nyt job, måske på samme skole, måske på en anden. Vi har mange dygtige lærere, så ved en fælles indsats, tror jeg på, at vi siger farvel til endnu færre, når vi rammer sommerferien, fortæller Michael Petterson, Børne-, Uddannelses-, og Arbejdsmarkedsdirektør, i pressemeddelelsen.

Da der er mange børn mellem 0-6 år i Kolding Kommune, stiger antallet af elever igen om nogle år, og så vil reguleringen i stedet tilføre penge til skolerne igen.

Udgivet i Skole

Sidste år steg hverdagstrafikken på nogle af de i forvejen mest belastede strækninger i Trekantområdet med mellem 1,9 og 5,9 procent. Det viser helt nye tal fra Vejdirektoratet.

For et par uger siden offentliggjorde Dansk Industri en analyse, der viste, at trængslen på de danske veje årligt koster samfundet op mod 27 milliarder kroner. Et af de steder, der for alvor sættes penge til, er i Trekantområdet, og nye tal fra Vejdirektoratet viser, at der ikke er tegn på, at trafikken mindskes. Tværtimod.

Hverdagstrafikken på tre af de i forvejen mest trafikerede strækninger i Trekantområdet – nemlig motorvejen rundt om Kolding, Lillebæltsbroen og Vejlefjordbroen – er steget med mellem 1,9 og 5,9 procent. Det er væsentligt mere end den stigningstakst på 1,2 procent, som Vejdirektoratet og Transportministeriet bruger i deres prognosemodeller.

- Vi ser frem til regeringens nye infrastrukturplan, hvor der forhåbentligt er afsat penge til at løse de store trafikale udfordringer, vi har i Trekantområdet. Det vil gavne hele landet. Vi er et vækstcentrum, og det sted i landet, der næstefter Hovedstaden, leverer det største bidrag til Danmarks velstand. Den vækst bliver vi nødt til at sikre med kloge og rettidige investeringer i infrastrukturen, siger Jens Ejner Christensen, formand for Trekantområdet Danmark og borgmester i Vejle, i en pressemeddelelse.

På motorvejen rundt om Kolding, hvor der allerede i dag er kritisk trængsel, steg trafikken sidste år med 1,9 procent. Her spilder bilister så meget tid med at sidde i kø, at en udvidelse af motorvejen vil kunne tjene sig hjem på cirka 7 år. Med en samfundsøkonomisk rente på 13,8 procent er det faktisk dét større vejprojekt i Danmark, der allerbedst kan betale sig.

Udgivet i Kolding
Torsdag, 09 Januar 2020

Specialiseret hjemmehjælp

Nogle borgere har brug for en særlig hjælp fra deres hjemmehjælper.

Det kan eksempelvis være borgere der har psykiatriske udfordringer, misbrugsproblemer, eller af andre årsager, stiller særlige krav til hjemmehjælpernes kompetencer, fleksibilitet og rummelighed.

Senior-, Sundheds- og Fritidsforvaltningen har derfor siden 2017 haft et specialteam af hjemmehjælpere til at hjælpe disse borgere. Erfaringen med specialteamet har været gode og borgerne er glade for at hjemmehjælperne i specialteamet har kunne yde en meget fleksibel hjemmehjælp tilpasset de særlige udfordringer denne borgergruppe kan have. Specialteamet har fysisk været placeret i Kolding by, men har ydet hjemmehjælp til borgere i hele Kolding Kommune, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Ulempen ved specialteamet har været, at den fysiske placering et sted i kommunen har gjort det vanskeligt og ressourcetungt, at yde en specialiseret hjemmehjælp til borgere der f.eks bor i centerbyerne. Derfor vil seniorområdet fra foråret 2020 kompetenceløfte de enkelte hjemmehjælpsgrupper så de selv kan varetage hjemmehjælpen overfor denne borgergruppe.

Målet er således, at denne borgergruppe fremover vil modtage en specialiseret og fleksibel hjemmehjælp fra deres almindelige hjemmehjælpsgruppe og af de hjemmehjælpere de kender i forvejen.

- At hjælpen ydes at de hjemmehjælpere borgeren i forvejen kender er vigtigt, fortæller Seniorudvalgsformand Søren Rasmussen og fortsætter:

- Vi arbejder jo altid på at sætte borgeren i centrum og tilpasse vores organisering efter borgerens behov. Det er det vi håber lykkes ved at de lokale hjemmehjælpere får viden og bedre rammer så de kan yde en fleksibel og meget individuel hjemmehjælp til de borgere der har særlige behov.

De 14 borgere der i øjeblikket får hjemmehjælp fra specialteamet vil kunne fortsætte med dette eller begynde at få hjælpen fra deres lokale hjemmehjælpsgruppe hvis borgeren ønsker dette.

Udgivet i Kolding

Soloudstilling med Marie-Louise Kristensens humoristiske og fantasifulde smykker på Koldinghus.

Udstillingen "Den flyvende bøf og andre historier" fra Marie-Louise Kristensens fabulerende smykkeunivers viser mere end 30 nye smykker i Ruinsalen på Koldinghus fra 11. januar til 14. Juni.

Udstillingens 33 nye og unikke smykker er fuldt funktionsdygtige som brocher, vedhæng og ringe, men det er ikke deres konventionelle smykkekarakter og høje karat, der fascinerer og drager, skriver Koldinghus i en pressemeddelelse.

Marie-Louise Kristensens smykker er humoristiske og overraskende fortællinger om menneskets rejselyst og nysgerrighed i ædle metaller og sten kombineret med træ, plast, rav og det modellerbare materiale milliput.

Smykkerne forestiller små store personligheder, transportmidler og erindringsglimt, der ligner os og vores verden - og samtidig tilhører deres helt eget tegneserielignende univers.

Udstillingens design har taget form og farve efter smykkernes univers, så man kan se brochernes detaljerige bagsider via kikhuller, opleve animationer af smykkerne, der hopper frem i Ruinsalens nicher, og suse ind i udstillingen via en stor blå rutsjebane.

Udstillingen åbner fredag den 10. januar klokken 16 og kan ses frem til den 14. juni.

Udgivet i Koldinghus

Vamdrup Byforum vil overordnet prioritere etableringen af det såkaldte ”Grønne strøg” i midtbyen og området ved Arena Syd som øverste fremtidige ønsker, når der skal investeres kommunale kroner i byen.

Det ”Grønne strøg” handler om strækningen fra Torvet og under viadukten på Østergade og videre over det nye Kinotorv og forbi Vamdrup Kino og frem til de grønne områder ved parken Margretelund og det tidligere Vamdrup stadion. Det skriver netavisen Sebro Press.

Og håbet er, at folk undervejs ad Det grønnes Strøg også inden så lang en fremtid også vil passere et nyt kommende boligområde ved Kinovej/Parcelvej. Der er endvidere tanker om på et senere tidspunkt også tilføre det området, nærmere betegnet på det gamle stadion, et amfiteater.

Udgivet i Vamdrup
Torsdag, 09 Januar 2020

Buskort 66+ i Kolding Kommune

Siden 2017 har alle +67 årige kunne købe et buskort der giver ubegrænset mulighed for at køre i bus i et år for 500 kroner i hele Kolding Kommune. Indtil nu har 67+ buskortet været gyldigt et kalenderår af gangen.

Fra 1. januar 2020 er 67+ buskortet lavet om så det gælder 12 måneder fra første gang kortet bruges i bussen. Samtidig kan kortet nu købes fra den dag man fylder 66 år.

Seniorudvalgsformand Søren Rasmussen (DF)er glad for ændringen:

- Ændringen betyder jo, at alle nu får ’fuld valuta’ når de køber buskortet. Det gælder 12 måneder fra første gang man stempler ind i bussen. Og samtidig kan alle borgere nu købe buskortet fra den dag man er fyldt 66 år. Derfor vil det fremadrettet komme til at hedde 66+ buskortet, fortæller Søren Rasmussen i en pressemeddelelse.

Ændringen forventes ikke at have en mærkbar økonomisk konsekvens for kommunen, da borgerne indtil nu allerede har kunne købe buskortet fra det kalenderår de fyldte 67 år. At buskortet nu kan købes fra den dag borgeren fylder 66 år skal derfor ses i sammenhæng med at buskortordningen er ændret så den ikke gælder et kalenderår af gangen men 12 måneder fra første gang buskortet bruges.

Buskortet kan bestilles på www.sydtrafik.dk/pensionist.

Udgivet i Kolding
Torsdag, 09 Januar 2020

Romansnak på bibliotekerne

Du kan få inspiration til nye læseoplevelser til Romansnak, som turnerer på Koldingbibliotekerne i slutningen af januar.

Murakami, Uthaug, Egholm, Knausgård eller en helt anden forfatter? Hvilke læseoplevelser var de største i 2019? En flok formidlere fra Koldingbibliotekerne fortæller om de bøger, der har blæst dem omkuld i det forgange år. Der er udkommet så mange gode bøger, at det har været sin sag at udvælge de allerbedste.

Det bliver en tur igennem en bred vifte af den nyeste litteratur. Du bliver præsenteret for både kendte og ukendte, tykke og tynde, sjove og hjerteskærende bøger, så der vil med garanti være noget for enhver smag, skriver Kolding Bibliotek i en pressemeddelelse.

Inspiration til alle Koldings læseentusiaster

Romansnak finder sted på alle afdelinger af Koldingbibliotekerne. Billetten koster 30 kroner. Nogle at de bøger, formidlerne fortæller om, bliver udtrukket som præmie blandt alle, der køber billet.

Romansnak foregår på følgende datoer:

Torsdag 23. januar klokken 19-21 på Vamdrup Bibliotek
Tirsdag 28. januar klokken 19-21 på Kolding Bibliotek
Onsdag 29. januar klokken 10-12 på Kolding Bibliotek
Torsdag 30. januar klokken 19-21 på Lunderskov Bibliotek
Fredag 31. januar klokken 15-17 på Christiansfeld Bibliotek

Udgivet i Kolding
Torsdag, 09 Januar 2020

Friheden får en sæson 2

Friheden vakte stor opmærksomhed, da den havde premiere på Viaplay sidste efterår. Nu vender serien tilbage i en sæson 2.

Når Friheden sæson 2 får premiere på Viaplay, vil det igen være spændingsfeltet mellem det trygge, men også bøvlede familieliv, og fascinationen af det spektakulære, som danner rammen for fortællingen.

I den nye sæson har Erik og Nina genoptaget karrieren som scam’ere og kæmper for at få deres nye arbejdsliv til at hænge sammen med familielivet i forstaden Friheden. Deres datter Esther og hendes kæreste Patrick er flygtet til Bolivia med alle pengene fra deres seneste kup i sæson 1. Da de frarøves gevinsten og efterlades mutters alene i den bolivianske jungle, er den eneste måde, Erik og Nina kan få de to hjem igen ved hjælp af deres gamle makker Jacqueline. Det leder dem på deres hidtil største kup, der drager dem ind på skønhedsbranchens bonede gulve og ind i storpolitiske magtkampe:

- Vi glæder os meget til at igangsætte optagelserne af en ny sæson af Friheden. Det er en serie, der har en helt speciel dynamik, der hele tiden balancerer mellem nervepirrende drama og befriende humor. Med sin veloplagthed, som ikke mindst skyldes de dygtige skuespillere, er den med til at sikre den bredde, vi ønsker i Viaplays udbud af originalt indhold, siger Filippa Wallestam, EVP and Chief Content Officer, Nordic Entertainment Group, i en pressemeddelelse.

- Vi er meget glade for at få lov til at producere endnu en sæson af Friheden til Viaplay. Manuskriptforfatter Thor Bjørn Krebs og instruktør Mikkel Serup har med Friheden skabt et univers, der er enormt elskeligt, og som udover at skabe stor genkendelighed i os alle også fascinerer, forarger og overrasker. Det er skønt, at vores dygtige kreative hold får lov at fortsætte den originale fortælling, siger Meta Louise Foldager Sørensen, CEO og Executive Producer fra SAM Productions.

Friheden 2 er skrevet af Thor Bjørn Krebs og Mikkel Serup og produceres af SAM Productions. Den nye sæson består af 8 afsnit á 44 minutter og får premiere eksklusivt på Viaplay i slutningen af 2020. Serien distribueres af StudioCanal.

Medvirkende er blandt andet Lars Ranthe, Lene Maria Christensen, Lotte Andersen, Emma Marott og Kasper Stensbirk.

Udgivet i Kendte