Artikel filtreret på dato: Fredag, 31 Januar 2020

Fredag, 31 Januar 2020

Her er finalisterne i DMGP

Finalisterne i dette års Dansk Melodi Grand Prix er nu afsløret.

DR kan nu løfte sløret for alle ti sange, der skal give danskerne en musikalsk festaften ved Dansk Melodi Grand Prix 2020 i Royal Arena i København. Tre var kendt på forhånd, da de blev stemt til finalen af danskerne, og de får nu følgeskab af yderligere syv, der tæller flere etablerede navne.

Et stærkt felt spiller live i hovedstaden

Dansk Melodi Grand Prix afholdes for første gang i mange år i hovedstaden, når Royal Arena slår dørene op til showet, der i år har Rasmus Bjerg og Hella Joof som værterne, der skal guide kunstnerne og seerne gennem aftenen, hvor al musik for første gang i mange år er live og leveres af The Antonelli Orchestra.

Ledende redaktør for Dansk Melodi Grand Prix, Gustav Lützhøft har glædet sig til endelig at kunne løfte sløret for de ti finalister:

- Det er et virkeligt stærkt felt af sange og artister, der er med i år, og vi er meget stolte af det varierede udvalg, som jo både er valgt af danskerne og kompetente juryer.  Og når vi tilmed skruer op for musikken ved at spille alle numrene 100 pct. live, er jeg sikker på, at alle der følger med i Royal Arena og hjemme foran skærmen får en musikalsk aften af de helt store.

Alle sange kan høres nu

Tidligere har danskerne først kunne høre sangene i dagene op til selve Grand Prix-aftenen, men du kan allerede nu lytte til alle numrene på dr.dk/grandprix eller på alle streamingtjenester.

- Ved at offentliggøre alle sange mere end en måned før showet er det vores ønske, at vi op til den store aften får etableret en dialog om musik og sangskrivning langt tidligere, end vi plejer. Og så gør det heller ikke noget, at alle danskere kan deres favoritsang udenad og kan synge med på den under showet, fortæller Gustav Lützhøft.

Billetter til Dansk Melodi Grand Prix 2020 den 7. marts i Royal Arena kan købes på www.drbillet.dk.

Dansk Melodi Grand Prix vises desuden direkte på DR1.

De ti finalister til Dansk Melodi Grand Prix 2020

’Bye Bye Heaven’ - Jamie Talbot
‘Bølger’ - Isam B
‘Den eneste goth I Vejle’ - Maja og de sarte sjæle
‘Faith’ - Benjamin Kissi
’Forget it All’ - Kenny Duerlund
‘Honestly’ - Sys Bjerre
‘Human’ - Jasmin Rose feat. RoxorLoops
’Screens’ - Sander Sanchez
’Ville ønske jeg havde kendt dig’ - Emil
’Yes’ - Ben & Tan

Udgivet i TV