Artikel filtreret på dato: Tirsdag, 21 Januar 2020

Virksomheder i henholdsvis Kolding og Vamdrup er nomineret til klimapriser.

Klima og miljø har aldrig stået højere på dagsordenen, og det afspejles i mængden af innovation og antallet af nominerede til Byggeriets Klima-, Energi-, Miljø- og Arbejdsmiljøpris, der uddeles den 11. marts.

Blandt lokale virksomheder er Rockwool A/S, der har en afdeling i Vamdrup, nomineret til Byggeriets Energipris. Tre virksomheder (Lindab A/S, Rockwool A/S og SWEDOOR) er nomineret for deres indsats på energiområdet. Her finder man et kliktag med integrerede solceller, et modulært vægsystem, der opfylder de højeste standarder inden for varmeisolering og energieffektivitet, samt en yderdør, som lever op til Lavenergihus-krav med ekstra høj isolering.

Kolding-virksomheden Alfix A/S er også nomineret. Det gælder den prestigefyldte Byggeriets Miljøpris.

Alfix A/S er nomineret for:

Alfix Acoustic PS3 - Recycled trinlydsbanevare er fremstillet af 100% genvunden gummi fra europæiske bildæk og naturligt kork granulat, et restprodukt fra korkprop-produktion. 
Produktet har råstof- og CO2-mæssige fordele, idet gummimateriale-afbrænding undgås. Korken bidrager som reproducerbar råvare med høj CO2 binding i slutproduktet samt med reduceret miljøbelastning i produktionen. Gennem EMICODE EC1 PLUS og Indoor Air Comfort® er det dokumenteret, at produktet har minimal påvirkning af indeklimaet i boligen.

Priserne uddeles onsdag den 11. marts klokken 11.30 på Byggeri '20, der afholdes den 10.-13. marts i MESSE C i Fredericia.

Udgivet i Vamdrup

Rilwan Hassan og SønderjyskE Fodbold har forlænget samarbejdet med endnu to år, så den 28-årige offensivspiller nu er på kontrakt frem til sommeren 2022.

I sommer blev Rilwan Hassan hentet til SønderjyskE på en etårig kontrakt, og efter et halvt år i klubben er parterne blevet enige om at forlænge samarbejdet. Det oplyser SønderjyskE i en pressemeddelelse.

Rilwan Hassan har skrevet under på en forlængelse, så han nu er i klubben frem til sommeren 2022.

Sportschef Hans Jørgen Haysen glæder sig over, at det er lykkedes at forlænge med den 28-årige offensivspiller.

- Rilwan Hassan er stemplet ind i SønderjyskE fra dag ét. Han har været stamspiller i efteråret, hvor han er startet inde i samtlige Superligakampe, og derfor glæder det mig også, at vi hurtigt er blevet enige om en forlængelse af kontrakten.

- Han er startet godt og er en vigtig brik i vores offensiv, men jeg er sikker på, at han kan blive en endnu større profil på vores hold nu, hvor han har lært det hele at kende i vores klub. Han bidrog med mange aktioner til vores offensiv og oveni godt med assists i efteråret, og jeg er overbevist om, at der kommer mange flere afgørende aktioner fra hans fødder i løbet af foråret og de kommende sæsoner, siger Hans Jørgen Haysen.

Hassan: -En god klub

Det krævede ingen svære overvejelser for Rilwan Hassan at sætte sin signatur på kontraktforlængelsen.

- Jeg er først og fremmest meget glad for at være her. Jeg har det rigtig godt på og uden for banen. Jeg har nogle gode holdkammerater, og det er en god klub, hvor der er styr på tingene, siger Rilwan Hassan.

- Jeg føler, at jeg er kommet godt i gang, og nu vil jeg gerne fortsætte arbejdet og gøre det endnu bedre fremover. Klubben har ikke fået de point, vi havde håbet i løbet af efteråret, men jeg føler mig overbevist om, at vi nok skal få det vendt. Der bliver arbejdet godt med tingene, og jeg tror på, at vi går en god fremtid i møde, siger Rilwan Hassan.

Rilwan Hassan spillede 20 Superligakampe i efteråret og står noteret for fem assists.

Udgivet i Fodbold

Lisbet Dahl giver foredrag i Kolding.

Det bliver med garanti ikke kedeligt at være til stede, når skuespiller Lisbet Dahl tirsdag den 25. februar gæster Volkerts Fylke i Kolding for at holde foredrag med udgangspunkt i sin nye bog med titlen ”Undskyld jeg blander mig”.

Hun vil blandt andet komme ind på, hvordan det er at have passeret de 70 år.

- I bund og grund er jeg et lykkeligt menneske, som har prøvet meget. Men det er første gang, jeg prøver at blive gammel, så det er mange nye ting, jeg skal vænne mig til. At blive gammel er slet ikke så enkelt, som jeg troede, lyder det storsmilende fra Lisbet Dahl.

Netop den humoristiske måde at anskue tilværelsen på, er typisk for Lisbet Dahl. Derfor passer det hende også godt, at hun til stadig bliver bedt om at komme rundt i landet for at holde foredrag. Det kan hun godt li´.

I over 50 år har den kendte skuespiller stået på scenen, og her har hun i den grad styr på tingene. Noget andet er privatlivet, som på mange måder har været utraditionel, og det emne vil hendes foredrag især berøre. Der er tale om et medrivende og underholdende foredrag, hvor Lisbet Dahl ikke skjuler noget om alle de op- og nedture, livet har budt på.

Det helt store spørgsmål i forbindelse med Lisbet Dahls gæstevisit i Kolding er, om det er tale om et foredrag. Spørger man hende selv, lyder svaret: ”Det er et one-woman-show”, og det er nok meget rammende, for ingen skal være i tvivl om, at humor fylder meget i hendes liv. Samtidig slår hun dog også fast, at det er vigtigt at lytte til sin indre stemme, for livet er ikke lutter lagkage.

Det er Hospitalsklovne Trekantsområdet, som i samarbejde med Volkerts Fylke, henter Lisbet Dahl til Kolding. Billetsalget foregår via www.nembillet.dk og telefon 6545 5859.

Udgivet i Det sker...

Kolding Garden hjalp Liva Topp, der stod og manglede en fløjte.

Kolding Garden så et opslag på den fælles garderside på Facebook. Her var der et nødråb fra en bekymret mor til en ung garderpige. Nødråbet lød på at pigen, Liva Topp, nok var nød til at stoppe sin musiske gøren i den lokale garde, da hun desværre ikke kunne tåle metallet i den fløjte som hun spillede på, da det gav hende store udslæt rundt om munden.

Det kunne man i Kolding Garden ikke sidde overhørig uden at gøre noget, for man havde helt sikkert løsningen på problemet, oplyser Kolding Garden i en pressemeddelelse.

Hos Kolding Garden har man opkøbt en lang række instrumenter fra omkringliggende foreninger, og heriblandt fandtes fire fløjter i bakelit hvoraf den ene nu er landet på Sjælland. Kolding Garden besluttede at forære fløjten som en julegave til den unge pige, som altså nu igen kan se frem til at spille musik med sine kammerater.

Garderliv er nemlig også at hjælpe hinanden på tværs af foreninger – og når Kolding Garden nu har muligheden for at holde liv i Garderånden hos et ungt menneske – så er det bare med at springe til. For hos Kolding Garden er valgsproget: ”Musik er livet!”.

Se billederne nedenunder...

Udgivet i Kolding