Artikel filtreret på dato: Tirsdag, 26 November 2019

En milliard kroner til at rulle fiber ud i alt og til alle i Trekantområdet.

Sådan lød meldingen fra energikoncernen EWII i sommers – og det arbejde er nu i fuld gang.

- Vi har en del medarbejdere i ”marken” as we speak, der er ved at gøre klar til at vi kan udrulle fiber i Trekantområdet, så alle kan få glæde af en hurtigt net-forbindelse, siger direktør for koncernudvikling i EWII Koncernen, Pernille Johannessen, i en pressemeddelelse.

Men projektet er stort, og derfor er der brug for flere hænder:

- Der er tale om et fire-årigt projekt, og vi er naturligvis rigtig glade for, at projektet er blevet taget så godt imod, at der er behov for at opruste på medarbejdersiden, siger Pernille Johannessen.

Helt konkret er der lige i øjeblikket brug for en markedskoordinator, flere tilsynsførende og tekniske assistenter. Men det stopper ikke der, lyder det fra direktøren:

- Vi kommer løbende til at slå stillinger op i forbindelse med fiberudrulningen. Det er et fantastisk projekt, hvor der er brug for en masse forskellige kompetencer. Så vi arbejder fremad og glæder os meget til også at byde nye kolleger velkommen, i takt med at projektet vokser, siger hun.

Projektet med at rulle fibernet ud i Trekantområdet har EWII Koncernen døbt ”Fiber i alt til alle”, og det er ambitionen, at udrulningen vil styrke områdets sammenhængskraft.

I dag har 105.000 borgere i Trekantområdet adgang til EWIIs fibernet, og arbejdet handler nu om at få de resterende ca. 50.000 adresser med. Det foregår i etaper, hvor EWII Koncernen løbende vil melde ud, hvilke adresser, der snart får mulighed for fibernettet.

Første etape varer indtil nytår, og herefter vil de næste adresser på listen blive meldt ud. De borgere, der er nysgerrige efter at vide mere om fiberudrulningsprojektet, kan med fordel holde øje med hjemmesiden, lyder det fra EWII.

Udgivet i Erhverv
Tirsdag, 26 November 2019

Derfor stemte jeg imod budgettet

Læserbrev af Hanne Dam, byrådsmedlem (løsgænger), Fredericiagade 34,1, 6000 Kolding.

For første gang i min politiske karriere har jeg stemt imod Kolding Kommunes budget for 2020 – 2023.

I kølvandet på min reaktion kommer der selvfølgelige mange forskellige reaktioner og fortolkninger på det, men den reelle årsag er helt logisk, menneskelig og er meningen med det, jeg politisk arbejder for.

Jeg ser læserbreve og artikler i Ugeavisen, hvor der står, at jeg ikke tager ansvar for kommunens økonomi og ikke bryder mig om forandringer. Ja, jeg tager ansvar – det har jeg gjort i over 17 år, som jeg har siddet i Byrådet. Dertil er ikke talt, de ekstra stramninger/genoprejsningsplaner og lign.vi har foretaget.

Men er ansvar altid at stemme med flertallet?

Jeg er overhovedet ikke imod forandringer – tværtimod – jeg har selv lavet nogle gevaldige forandringer i mit liv. Men forandringer skal helst være til det bedre.

Vi er enige om, at kommunen har en økonomisk udfordring, - som vi også tidligere har haft, – men vi er uenige om, hvordan den skal løses/prioriteres.

Kolding Kommune taler altid om VÆKST – men hvor stor skal væksten være og på bekostning af hvad og hvem??? Det er jo her uenigheden ophører.

Jeg synes, at vi satser meget på tilflyttere, direktører og virksomhederne, men har vi helt styr på de borgere, som allerede bor her???

Jeg ser hver dag uligheden, der øges blandt borgerne. Der har de sidste år været store stramninger for både dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere, Flygtninge/indvandrere og de unge mennesker, såsom kontanthjælpsloft, nedsættelse af integrationsydelse, brugerbetaling blandt andet på både læger og sprog kurser, forhøjelser af takster og gebyrer osv. Så disse borgere er allerede hårdt ramt af besparelser i dag.

Vi ændrer væresteder– selv midt i en forandringsproces – selvom vi har arbejdet hårdt på at få værestedshandleplanen udført – alt i samarbejde
med brugerne og medarbejderne.

Jeg tror ikke, at det kommer bag på ret mange mennesker eller mine vælgere, at det var mig, der stemte imod budgettet. Vi har alle nogle områder, som vi gerne vil gøre bedre, når vi stiller op til byrådet, og dette her var lige ned i mine mærkesager.
Jeg synes, at vi rammer alt, alt for hårdt på de små, de sårbare og de udsatte borgere i Kolding Kommune.

Vi er på vej med de store forandringer, men som altid, så tager det tid, at arbejde og leve på en anden måde end vi plejer, og det havde jeg ønsket, at hele byrådet havde haft tid til, så der kommer meget mere kvalitet i arbejdet og ingen ”hovsa” løsninger, som kan blive dyrere på den lange bane.

Så af menneskelige, ideologiske og personlige årsager, så var det her min solidaritet med flertallet stoppede. Nu her efter vedtagelsen af budget 2020-2023 er jeg selvfølgelig ligeså samarbejdsvillig, som jeg plejer – denne gang bare som løsgænger i Kolding Byråd. Mine vælgere ved godt hvad jeg står for.

Udgivet i Læserbreve

Kolding Kommune er inviteret til at fortælle om visionen ”Sammen designer vi livet” for flere europæiske lande i Bruxelles. Invitationen kommer fra byen Lille i Frankrig, der skal være World Design Capital i 2020.

Kolding er den eneste danske kommune, der har design i sit DNA, og som satser på at bruge design aktivt til at løse kerneopgaven: at levere velfærd til borgerne. I designprocesser sætter man nemlig slutbrugeren i centrum og designer ud fra brugernes behov. Det er også tanken bag Kolding Kommunes mission om, at al velfærd starter i Borgerens Centrum, skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Dertil kommer, at design er en autentisk styrke, fordi Kolding i årtier bagud har været kendt som byen med kunsthåndværk og design.

Det er denne autentiske styrke og borgertilgang, der ligger til grund for Kolding Kommunes vision ”Sammen designer vi livet”. Kolding har som den eneste danske by siden 2017 været medlem af det globale netværk UNESCO Creative Cities Network som kun én af 39 designbyer på verdensplan.

Design i en kommunal kontekst

Denne satsning på design har givet genlyd i kreative byer andre steder i verden. Helt konkret har den ført til en invitation. Mandag 25. november er Kolding Kommune nemlig inviteret til at fortælle om arbejdet med visionen.

Det sker ved et arrangement i Bruxelles i Belgien, som den franske by Lille står bag. Lille forbereder sig på at blive ”World Design Capital” i 2020. Arrangementet hedder ”Public Policy Design” og handler om, hvordan man anvender design og designmetoder som en styrke i en kommunal/en offentlig kontekst.

- Kolding er ret unik i forhold til at bruge design som katalysator for udvikling og vækst, hvilket gælder både interne kommunale projekter og i samarbejdet med eksterne aktører. Derfor har vi noget at byde ind med også i en europæisk kontekst, påpeger Mikael Sorknæs, som er leder af Design og Vision i Kolding Kommune.

Han deltager i mødet som oplægsholder og paneldeltager på Kolding Kommunes vegne side om side med repræsentanter fra Helsinki, Valencia og Bruxelles, der også har erfaring med design-drevne offentlige projekter.

Debatten vil fokusere på de fordele og udfordringer, der kan være, og på de metoder, man kan benytte, når man arbejder med design i en offentlig kontekst.

Udgivet i Kolding

Det kan være svært at finde rundt i junglen af hudplejeprodukter, og derfor får indbyggerne i Kolding nu mulighed for at få en gratis hudanalyse hos Matas Søndergade.

Spændstighed, fugt og masser af glød. Det er den hud, de fleste drømmer om – men vejen dertil kan være lang. Heldigvis kan borgere i Kolding og omegn nu snyde genvej.

Onsdag den 4. december inviterer Beauté Pacifique til gratis hudscannning hos Matas Søndergade i Kolding. Her vil en professionel konsulent scanne huden, så det er muligt at se, hvordan din hud har det – og hvad den mangler.

- Der dukker hele tiden nye produkter op, der lover alt muligt, og derfor kan jeg godt forstå, hvis man som forbruger bliver forvirret. Det her er muligheden for at nulstille og finde ind til det, din hud rent faktisk har brug for. Med scanningen kan vi nemlig se hudens struktur, og den afslører, hvad den mangler, fortæller hudspecialist hos Beauté Pacifique, Lis Kildeberg, i en pressemeddelelse.

Hun står for hudscanningen.

Ud over en gratis hudscanning står eksperterne også klar til at give råd og anbefalinger til, hvordan huden plejes bedst muligt. Har man tidligere fået foretaget en scanning, kan man komme ind og få en ny og herefter sammenligne før- og efterbilleder.

Hudscanningen finder sted onsdag den 4. december fra 10-16. Tilmelding er nødvendigt og kan ske ved at kontakte Matas Søndergade i Kolding.

Udgivet i Det sker...
Tirsdag, 26 November 2019

Julekoncert på Godset

Julebarometeret kommer garanteret helt op i det røde felt, når DR Big Band og Jazz6000 inviterer til årets julekoncert på Godset.

Jazz6000 har i efterhånden en lang årrække kunnet melde udsolgt, når de får besøg af det kæmpestore DR Big Band med deres julekoncert Merry Christmas, baby! – og 2019 er ingen undtagelse. For de heldige der nåede at få billet, venter igen i år en kæmpestor musikoplevelse den 6. december, når DR Big Band garanteret får taget på Godset til at lette af hot julemusik af den slags, som vi alle elsker at synge med på.

Sammen med to af landets allerbedste sangere, Kaya Brüel og Mads Mathias, vil DR Big Band byde på alle de kendte juleklassikere fra hvide jul, bjældeklang til frosne julehjerter, som dog helt sikkert smelter, når orkesteret inviterer til julebal i nisseland på Godset. Årets ”Merry Christmas”-vært er den altid skarpe Signe Molde, der nok især er kendt fra sin tid som vært på programmet ”Quizzen” på DR2, hvor hun grillede danske toppolitikere for åben skærm.

Til årets julekoncert vil Signe Molde med vanligt overskud og glimt i øjet styre slagets gang på scenen og føre publikum sikkert gennem en julekoncert af den festligste slags.

Efter julekoncerten byder Jazz6000 vanen tro på en gratis efterkoncert i Godsets cafe – i år med Bangsgaard’s Burning & Blowing Bonanza-Band, der spiller egne kompositioner i genren risiko-jazz. Der tages chancer og spilles til kanten med håbet om, at både band og publikum undervejs i koncerten oplever at komme på dybt vand, men (forhåbentlig) også kommer sikkert i land igen.

Efterkoncerten med jam starter fredag den 6. december ved 22.30-tiden, og er åbent for alle – også dem der ikke nåede at få billet til Big Band-koncerten.

Udgivet i Det sker...