Artikel filtreret på dato: Onsdag, 20 November 2019

Vonsild Skole melder ud til forældre, at skolens tre 1. klasser nu skal skæres ned til to klasser.

Der er skabt utryghed blandt forældrene til børnene i de tre 1. klasser på Vonsild Skole.

Skolen har nemlig sendt et brev ud via afløseren til Forældreintra - AULA - til forældre, der har deres børn i 1. klasse.

Kolding Netavis er kommet i besiddelse af flere breve omkring dette.

Besparelser og faldende elevtal

Vonsild Skole skriver blandt andet, at de drastiske besparelser på Kolding Kommunes budget for 2020 - og faldende elevtal - er årsagen til, at der nu skal skæres ned på 1. klasserne. Der er 54 elever i 1. klasserne og der skal være mindst 57 elever for at opretholde tre klasser.

- Vi er forstående over for, at en sammenlægning kan medføre bekymringer hos forældre og børn. For at komme bekymringerne i forkøbet, skal I vide, at vi selvfølgelig bruger vores viden om de enkelte børn, til at skabe gode velfungerende klasser, hvor børnene kan trives og lære. For at processen skal blive så god som muligt for alle, både jer og børnene, er det vigtigt, I omtaler processen positivt over for jeres børn, skriver skoleleder på Vonsild Skole, Peter Nordby, videre i brevet.

Der vil ud fra de nuværende tre klasser blive dannet en 1. A og 1. B. Der bliver 27 elever i hver klasse. Dette giver en besparelse på 700.000 kroner, forlyder det fra Vonsild Skole.

De to nye klasser skal træde i kraft fra årsskiftet.

Forældrene er indkaldt til et ekstraordinært forældremøde på mandag.

Utrygge forældre

Men flere af forældrene er utrygge ved situationen og forstår ikke, at der i sidste øjeblik indkaldes til et ekstraordinært forældremøde. Og de er nervøse over børnenes ve og vel ved, at blive splittet op fra de klasser, som de går i på nuværende tidspunkt.

Kolding Netavis har haft skriftlig kontakt med flere forældre, der på nuværende tidspunkt ikke ønsker, at stå offentligt frem.

Netavisen forsøger, at få en kommentar fra skoleleder Peter Nordby og Kristina Jørgensen (DF), formand for Børne- og Uddannelsesudvalget.

Udgivet i Vonsild
Onsdag, 20 November 2019

Bryggen-Linse kigger forbi Kolding

Linse fra Familien fra Bryggen signerer bøger i Kolding.

Familien fra Bryggens Linse kommer en tur forbi Bog & Idé i Kolding Storcenter lørdag den 7. december.

Årsagen er, at Linse signerer sin nyeste bog "Jeg bliver ældre - og det gør ik' noget".

Bogen er en ærlig og åbenhjertig fortælling om de begivenheder, der har vendt op og ned på Brygge-dronningens liv de seneste år. Det er to år siden, Linse mistede sin mor, og hun savner hende fortsat forfærdeligt. Men Linse er også trådt ind i en ny fase af livet. Hun er blevet ældre, mere moden – familiens høvding – og den nye alder giver flere muligheder og oplevelser. Nu fortæller hun om modet til at realisere sine drømme og gøre det, man skal. Linse fortæller også om den største kærlighed i sit liv, barnebarnet Alba, om at være mormor og om nu at se på sit eget liv og på sin datter, Geggo, med nye øjne.

Linse har med alderen opnået mere ro og indsigt, men hun er stadig konstant i bevægelse – fremad. Passion, mod og kærlighed er nøgleord for hende – og i denne bog inspirerer hun til midtvejs i livet at leve det fuldt ud, oplyser Bog & Idé i Kolding Storcenter.

Du kan få signeret Linses nye bog lørdag den 7. december mellem klokken 12.30 og 13.30. Det anbefales, at man møder op i god tid.

Udgivet i Kolding
Onsdag, 20 November 2019

Julemanden besøger Landbomuseet

Landbomuseet Kolding arrangerer sit traditionelle julemarked.

Landbomuseet Kolding arrangerer sit traditionelle julearrangement i weekenden den 7. og 8. december. Begge dage er der åbent fra klokken 10-16.

Du kan vælge dit eget juletræ i skoven, og der er mulighed for en hyggelig tur i en traktorvogn. Du kan også opleve hyggen i Stalden med varm kakao, gløgg og æbleskiver eller købe de sidste julegaver og dekorationer fra boderne. Der er også mulighed for at købe juletræet på gårdspladsen ved Landbomuseet.

Og så besøger julemanden Landbomuseet.

Museets bod har åbent, og der sælges blandt andet granbundter, ribsgele, syltede rødbeder, strikvarer, smeden har lavet flotte hjerter, lysestager og meget mere. Børnene kan smede deres egne julehjerter sammen med smeden i smedjen.

- Der er selvfølgelig rigtig julehygge med sjove aktiviteter for både børn og voksne. Gå også en dejlig tur mellem gårdens mange udstillede dele og mød julemanden på Brødsgård, siger Søren Borg, arrangør af det traditionelle julemarked er Landbomuseet Kolding, i en pressemeddelelse.

Udgivet i Harte

Flysager ved retten i Kolding ender på justitsministerens bord.

JV.dk skriver onsdag, at retten i Kolding flyder over med af ekstra sager, fordi Billund Airport genererer hundreder af sager om kompensationer til rejsende. I 2018 havde retten 30 flysager – i 2019 var det 1.250.

Det får SF’s retsordfører Karina Lorentzen til at kræve en løsning.

- Det er klart, at ekstra sager betyder et pres på sagsbehandlingstiden og ventetid for ofre i andre mere indgribende borger. Det er selvfølgelig ikke acceptabelt, at fordi man har en lufthavn i sin retskreds, at så stilles folk ringere i forhold til at få deres sager igennem systemet, forklarer Karina Lorentzen i en pressemeddelelse.

- Jeg vil derfor gå til justitsministeren for at få en løsning på problemet, for i sidste ende handler det om ekstra hænder.

Karina Lorentzen på peger, at når der om lidt gives en saltvandsindsprøjtning til politiet med et kommende politiforlig, vil deres effektivitet øges og dermed presset på både domstolene og Kriminalforsorgen.

Udgivet i Kolding

Borgerne i region Syddanmark var i 2018 næstbedst til at ramme plet i deres forskudsopgørelse. Fra torsdag kan 5,1 mio. borgere sikre sig, at forskudsopgørelsen for 2020 stemmer og dermed undgå en uventet restskat.

Forskudsopgørelsen for 2020 ligger klar til 5,1 mio. borgere torsdag den 21. november i TastSelv på skat.dk. Forskudsopgørelsen er budgettet for 2020 og viser den forventede indkomst, fradrag samt den procent, som arbejdsgiveren anvender til at trække skat af lønnen. En korrekt forskudsopgørelse er den bedste måde at sikre sig mod en uventet restskat på. Det var borgerne i region Syddanmark næstbedst til i 2018.

- Vi har mange oplysninger, men vi ved ikke alt. Derfor er det en god ide, hvis du bruger 10 minutter på at sikre, at oplysningerne i din forskudsopgørelse er rigtige. En korrekt og opdateret forskudsopgørelse er den bedste måde at sikre sig mod en uventet restskat på, siger Karoline Klaksvig, underdirektør i Skattestyrelsen, i en pressemeddelelse.

I den seneste årsopgørelse - den fra 2018 - var borgerne i region Nordjylland og Syddanmark bedst til at ramme plet med deres privatøkonomi. I gennemsnit skulle borgerne i Region Syddanmark betale 4.500 kr. i restskat, hvor nordjyderne klarer sig en smule bedre med 4.400 kr. Helt modsat borgerne i Hovedstaden, hvor de betalte mest. Her måtte borgerne i snit af med 5.900 kr. i restskat.

Ændringer i livet kræver et forskudstjek

- Pension, nyt hus og nyt job er typiske eksempler på ændringer i livet, der kræver, at man tjekker forskudsopgørelsen. Stemmer alle oplysninger og tal med virkeligheden, behøver man ikke gøre noget, men har man ændringer eller tilføjelser, kan man rette forskudsopgørelsen med det samme på skat.dk, forklarer Karoline Klaksvig.

De ændringer i livet, der især bør giver anledning til, at man bør tjekke forskudsopgørelsen er f.eks.:

Nyt hus – fradrag for renteudgifter og betaling af ejendomsværdiskat

Omlægning af realkreditlån, hvor renteudgifterne ændrer sig

Nyt job, hvor lønnen stiger eller falder

Ny vej til arbejde, så kørselsfradraget ændrer sig

Ny udlejning af bolig

Nyt firma

Nygift eller nyskilt

Forskudsopgørelsen kan ændres løbende i 2020, så den altid er opdateret, når der er sket ændringer i ens liv.

Få hjælp med Skattestyrelsens fradragstest

Skattestyrelsen har lavet en fradragstest, der kan hjælpe med at sikre, at oplysningerne i forskudsopgørelsen er korrekte. Gennem et par spørgsmål giver testen hurtigt og nemt informationer om relevante fradrag og hvilke betingelser, der skal være opfyldt for at få et fradrag.

- Hvis man er i tvivl om, hvilke fradrag man er berettiget til, er fradragstesten en nem og hurtig måde at få et overblik på, hvad der kan være relevant for én og hvilke regler, der gælder, siger Karoline Klaksvig.

Find fradrag på skat.dk/fradragstest

Udgivet i Syddanmark