Artikel filtreret på dato: Fredag, 22 Juni 2018
53 karateudøvere har bestået
53 karateudøvere i både voksen- og børnerækken har bestået sæsonens graduering i stilarten Okinawan Shuri-Ryu.
Sæsonens graduering er bestået for karate i Asia Sport Center i Kolding.
På børneholdet for begyndere har 13 børn fået snip på deres bælter, der er hhv. første og andet trin til det første gule bælte. Holdet for minibørn, i alderen 5-7 år, har 14 gradueret og fået snip på bæltet.
26 børn (øvede) og voksne har bestået gradueringen til den næste kyu (grad) og har fået nyt bælte i en farve, der svarer til den højere kyu. Tre børn (øvede) udmærkede sig i særlig grad og modtog ud over det nye bælte også en karatebamse.
Alle børn og voksne træner i Asia Sport Center i Bredgade, hvor der også afholdes karate sommerskole d. 2.-5. juli, som en del af Kolding Kommunes tilbud til ferieaktiviteter for kommunens skoleelever.
Pensionsselskab sender millioner til kunder i Kolding
PFA Pensions unikke model for overskuds- og risikodeling sender millioner af kroner videre til kunderne - også i Kolding.
Kunder i PFA Pension kan igen i år gå sommeren i møde med ekstra penge på pensionskontoen. De ekstra penge kommer fra PFA KundeKapital, der er PFA Pensions særlige model for overskuds- og risikodeling med kunderne.
Så meget får den gennemsnitlige koldingenser
Kunder i hele Kolding Kommune får 12,2 millioner kroner tilskrevet i PFA Kundekapital. Det svarer i gennemsnit til 1451 kroner pr. PFA-kunde i Kolding. Det oplyser PFA til Kolding Netavis:
- De ekstra penge understreger styrken i vores kundeejede forretningsmodel, som gør det muligt for os at sende det overskud videre til kunderne, som i andre selskaber typisk går til deres aktionærer eller andre ejere, siger Mads Kaagaard, koncerndirektør med ansvar for privatkunder i PFA.
Kunderne har i alt fået 939 millioner kroner på landsbasis - og samlet set blev det til omkring 2,5 milliarder kroner, der er sendt videre til kundernes Kundekapital.
PFA er et uafhængigt pensionsselskab og har mere end 1,2 millioner kunder.