Isabella Enoch præsenterer cirkus for hele familien i efterårsferien.
Det bliver med en ny forestilling for hele familie, når Cirkus Trapez afvikler fem forestillinger i Forum Kolding i Bramdrupdam. Det sket fredag den 15. oktober, lørdag den 16. oktober og søndag den 17. oktober – altså i efterårsferien.
Fredag er der en enkelt forestilling kl. 17, mens der lørdag og søndag er forestillinger både kl. 11 og kl. 15.
Cirkus Trapez har i de mange år, det har været på landevejene, høstet stor ros for at skabe en hyggelig og familievenlig forestilling i øjenhøjde med publikum. Det er den linje, cirkusdirektør Isabella Enoch vil føre videre her i 2021 i en række haller rundt om i landet.
-Vi skal være lige det, som cirkus er for de fleste, nemlig en form for underholdning, der kommer ud til selv de mindste byer, og hvor publikum kan lade sig rive med på en rejse, hvor de glemmer tid og sted, lyder det fra cirkusdirektør Isabella Enoch.
Forestillingerne i Forum Kolding byder blandt andet på akrobatik, slangepige, trapez, jonglering, hulahoop, cubeact, magi og naturligvis nogle dejlige dyr som geder og heste.
-Meningen med vores forestilling er at hylde den verden, vi holder så meget af – cirkus. Det er hårdt arbejde, men der er sammenhold og mange nationaliteter, der mødes på kryds og tværs, og når musikken først spiller, glemmer artisterne alt om det hårde arbejde i bestræbelserne på at tryllebinde publikum, fortæller Isabella Enoch.