Torsdag, 17. oktober 2019

Login to your account

Username *
Password *
Remember Me
Artikel filtreret på dato: Onsdag, 28 november 2018
Onsdag, 28 november 2018 17:13

De flytter sammen på Gimbel-grunden

Advokaterne Andersen Partners flytter i 2020 sammen med Nykredit ind i Campus-området i Kolding midtby.

De to virksomheder har valgt at rykke sammen i det nye kontorhus ”Plinten”. ”Plinten” er tegnet af arkitekt Jesper Thyge Brøgger fra Odense og opføres af totalentreprenør Daugaard Pedersen i syv etager på Gimbel-grunden.

- I Andersen Partners ser vi frem til sammen med Nykredit at tage del i det spændende område, der de seneste år har udviklet sig i Campus-området med blandingen af finansielle virksomheder, liberale erhverv, rådgivere og uddannelsesinstitutioner og studerende. Området omkring Campus, Design City og inderhavnen undergår en udvikling, som vi ønsker at være en del af. Vores medarbejdere vil nyde godt af nye, moderne kontorfaciliteter på en unik beliggenhed nær offentlige transportmidler, fortæller Jakob Ravnsbo, partner, Andersen Partners, i en pressemeddelelse.

Mogens B. Sørensen, regionsdirektør, Nykredit, siger:

- Nykredit ser frem til at byde kunder velkommen i moderne lokaler et stenkast fra, hvor vi bor i dag. Som bank og realkreditinstitut er det både spændende og naturligt for Nykredit at være med til et banebrydende byggeri, der følger udviklingen i Kolding.

”Plinten” bliver et smukt knudepunkt i Kolding

Den kommende ejendom i Campus området er placeret på Buen 11, hvor der i dag ligger en rundbuehal, fra 1946, der i mange år har huset Kolding Maskinforretning. Ejendommen bliver på ca. 5.700 m2, og Daugaard Pedersen mangler at udleje ca. 800 m2 kontor, inden der kan sættes ”alt udlejet” på døren.

Det kommende kontorhus står rent arkitektonisk på en ”plint”, der både opleves som et opholdstorv, et trappe- og passageanlæg samt en parkeringskælder under terræn. Et landskabsgreb der gør, at bygningen får sin helt egen rolige forankring i byen. Bygningen vil være ”synlig” fra alle fire sider, og den vil derfor opleves som både ”en hjørnebygning, et gavlhus og en længere facadebygning”. Det skaber en spænding og en mangfoldig oplevelse af bygningen alt efter, hvorfra man betragter den.

På kontorhusets øverste etage integreres de tekniske installationer med mødefaciliteter, kantine og opholdsarealer for bygningens brugere. Teknikken ligger placeret inde i midten af etagen og er på denne måde fuldstændig skjult og gemt væk

Åbner ny mulighed for motorvejsgrund

Andersen Partners ønske om at være placeret inde i byen frem for ved motorvejen får positiv modtagelse af Kolding Kommune.

- Flere arbejdspladser og klynger af nærtbeslægtede virksomheder tæt på bymidten er positivt for byens liv, og er med til at understrege den vækst, som er aktuel særligt i dette område. Det viser, at årelange satsninger omkring Campus og Design City bærer frugt. Det er fantastisk at se den byggeaktivitet, som er i gang og på vej i midtbyen. Og vi ved, at de, der arbejder i bymidten, også handler og bruger byens tilbud, siger borgmester Jørn Pedersen.

Andersen Partners valg om at flytte til Campus-området bringer grunden på Nørreskovgårdsvej 40, der ligger ud til motorvejen, i spil igen. Kolding Kommune får grunden igen, i stedet for at der bliver tale om et mindre byggeri på en ellers meget synlig placering.

Når kommunen overtager grunden, kan der holdes fast i de oprindelige planer om, at den skal huse en markant bygning, der profilerer byen ud mod motorvejen. Det er en god placering, der med den rette bygning har stor betydning for Kolding Kommune.

Udgivet i Kolding
Onsdag, 28 november 2018 05:53

Travle busruter: Se om bussen er forsinket

Udvalgte busstoppesteder får nu såkaldte realtidsskærme, der viser, hvornår den næste bus kommer. I første omgang kommer der otte skærme i Kolding by.

Den første elektroniske skærm, der viser næste busafgang, er tirsdag sat op på Ålegården.

De resterende syv skærme kommer op i løbet af de næste dage på Klostergården, Mazantigade, Buen, Sydbanegade og ved Kolding Storcenter.

- Vi placerer skærmene på de busstoppesteder, hvor der er flest busruter, afgange og passagerer, altså de travleste bus-knudepunkter, forklarer projektleder Alexander Priesemann fra By- og Udviklingsforvaltningen i en pressemeddelelse.

Skærmene viser, hvornår næste bus ankommer til det pågældende busstoppested for op til seks ankomster. Teknologien bag skærmene er en GPS-sender, der er placeret i busserne og hele tiden sender opdaterede data til skiltene og dermed meget præcist kan vise, hvor længe man skal vente på den næste bus.

Ekstra service

Formand for Teknik- og Klimaudvalget Jakob Ville glæder sig over den ekstra service som buspassagererne på de udvalgte busstoppesteder får.

- Vi vil rigtig gerne have flere til at benytte den offentlige trafik for at lette lidt af trafikken i Kolding by, og realtidsskærmene er et tiltag i retning af en højere service for buspassagererne. Undersøgelser fra udlandet viser, at realtidsskærmene er med til at gøre busruterne mere synlige og på den måde får flere til at vælge bussen, forklarer Jakob Ville.

Realtidsskærmene giver også mulighed for, at Kommunen og Sydtrafik kan sende vigtige informationer ud til ventende buspassagererne, fx trafikmeddelelser, store forsinkelser på grund af uheld eller lignende.

Udgivet i Kolding
Onsdag, 28 november 2018 05:17

Færre klager vedrørende handicappede børn

I Kolding Kommune er der færre klager vedrørende handicappede børn.

På landsplan har antallet af klager på børnehandicapområdet været stigende. Dette gør sig også gældende i Kolding Kommune. Ankestyrelsen vurderede i 2017 at Kolding Kommunes sagsbehandling var mangelfuld i 71% af de indbragte klager.

Hovedtendensen er, at ankestyrelsen vurderer at Kolding Kommune ikke har forholdt sig tilstrækkeligt til alle oplysningerne i de pågældende sager, herunder oplysninger fra skole, dagtilbud, læger, sygehus og forældrene selv.

På baggrund af ovenstående iværksatte Senior- og Socialforvaltningen i Kolding Kommune i foråret 2018 en række initiativer der skulle nedbringe antallet af klager på børnehandicapområdet.

Forvaltningen har, blandt andet, foretaget en systematisk gennemgang af klagerne, styrket kompetencerne på området og haft fokus på hvordan sagsbehandlingen kunne blive bedre.

Dette har medført, at antallet af klager er faldet fra 39 i 2017 til 9 i de første 10 måneder af 2018.

Formand: -Vi er på rette vej

Formanden for Social- og Sundhedsudvalget, Karina Lorentzen, udtaler:

- Vi er i Social- og Sundhedsudvalget glade for at antallet af klager på børnehandicapområdet er faldet markant i 2018. Det viser at vi er på rette vej. Næste skridt er selvfølgelig at ankestyrelsen i mindre grad finder sagsbehandlingen mangelfuld og at det kompetenceløft vi har givet området således har virket.

Ankestyrelsen har endnu ikke truffet afgørelse i klagerne fra 2018. Men uanset ankestyrelsens afgørelse er en klage altid et udtryk for at en borger er frustreret over sagsbehandlingen i kommunen. Karina Lorentzen fortsætter derfor:

- Vi arbejder ud fra at sætte borgeren i centrum, og en klage bliver derfor altid behandlet omhyggeligt og med respekt for borgeren og barnets situation. Vi skal derfor altid være i dialog med den, der klager og hele tiden have fokus på, hvordan en klage kan skabe viden og læring i forhold til hvordan vi sagsbehandler bedst muligt.

Klagerne på børnehandicapområdet er en del af ’Danmarkskortet’ som er Børne- og Socialministeriets oversigt over hvor ofte ankestyrelsen finder fejl og mangler i sagsbehandlingen i de enkelte kommuner. Du kan se Danmarkskortet her...

Udgivet i Kolding

Højsæsonen for julefrokoster er i fuld gang, og selvom de fleste godt ved, at man skal lade bilen stå efter festen, har hver niende dansker taget bilen, uden de var sikre på deres promille. Samtidig efterspørger hver tredje hårdere straf for spritkørsel, og hver anden vil have politiet til at foretage mere kontrol. Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring.

Alkohol er skyld i alt for mange trafikulykker, tilskadekomne og trafikdrab i Danmark. Alene i 2017 kom 148 personer alvorligt til skade, og 27 blev dræbt i forbindelse med spritkørsel. Selvom tallene taler for sig selv, og hver anden dansker efterlyser mere politikontrol i forbindelse med spritkørsel, har mange taget bilen, uden at have styr på promillen. Det viser en ny undersøgelse, som Kantar Gallup har lavet for Gjensidige Forsikring.

- Heldigvis mener flertallet at have styr på, hvor meget de har indtaget i løbet en aften. Men vores undersøgelse viser reelt set, at alt for mange danskere tager bilen beruset uden at vide det. Spritbilister udsætter ikke kun sig selv, men også andre for fare og tallene viser tydeligt, at det er et problem, der skal løses, siger Henrik Sagild, direktør for Skade i Gjensidige Forsikring, i en pressemeddelelse.

Hårdere straf og fælles ansvar

Hver tredje mener, at straffen er for mild for spritkørsel, mens hver anden vil have mere politikontrol af spritkørsel. Danmarks statistik viser da også, at der stadig ligger et arbejde forude, for at forhindre den farlige kørsel. I 2017 blev 5.600 personer sigtet for spritkørsel, og dette er alt for mange, mener Henrik Sagild:

- Det er et meget højt antal personer, og det er selvfølgelig et tal, vi gerne vil se lavere. Spritkørsel resulterer oftest i de nogle af de mest alvorlige ulykker, og det det er et problem, vi skal være fælles om at løse. Derfor overrasker det mig ikke, at så mange mener, at straffen spritkørsel er for lav, og at mange også efterspørger mere kontrol fra politiets side. Men allerede nu bliver der lavet mange gode kampagner, og politiet gør et godt arbejde. Så jeg håber, at alle i landet vil være fælles om at løfte ansvaret ved at efterlade bilen derhjemme og hjælpe hinanden, når julebryggen og snapsen kommer på bordet, slutter Henrik Sagild.

Udgivet i Syddanmark
Onsdag, 28 november 2018 05:10

Byens juletræ på tændt

Julen kom søndag til Lunderskov.

Det blev markeredet med et velbesøgt julemarked og med fin julehygge på byens torv, skriver netavisen Sebro Press.

Julemarkedet fandt sted i Lunderskov-Hallen, og havde Lunderskov Handel-, Håndværker og Industriforening som arrangør. Og det strømmede til med folk. En over gang så mange, at markedets tombola løb tør for gevinster.

- Ja, vi har i år har haft besøg af rigtigt mange mennesker, og jeg anslår, at rekorden på et par tusinde fra sidste år er slået. Hvorfor ved jeg ikke, men i år er folk ligesom kommet i klumper, og når der var flest inde, var der virkelig trængsel, fortæller en yderst tilfreds halbestyrer, Henrik Bjerregaard, til netavisen Sebro Press.

På markedet var flere end 30 forretninger, virksomheder, foreninger med flere repræsenteret med stande. Og markedet var også krydret med god underholdning af Gospelkids og sang af Lunderskov og Skanderup sognes kirkekor, samt af tryllekunstneren Poul Oslo.

Da markedet i hallen lukkede samledes børn og voksne om julemanden, som førte dem frem til Nørre Torv, hvor han sammen med følget blev modtaget af en stor menneskemængde. Der vankede slik fra julemandens pose til børnene, og de blev der budt på julehygge med fælles sang, konkurrencer og juletale. Lions sørgede for drikke og spise. Lysene på det store juletræ blev tændt, og der blev danset om træet.

Indslaget på Torvet stod en gruppe borgere for, som kalder sig ”Bevar julen i Lunderskov”.

Udgivet i Lunderskov
Onsdag, 28 november 2018 05:08

Syng lyset frem

Har du lyst til at synge og tænde et lys i den mørke tid, så deltag i lyskoret, der bevæger sig gennem Kolding midtby i forbindelse med Kolding Light Festival.

Torsdag den 6. december klokken 16.30 inviterer Nicolai Kultur i samarbejde med Erhvervsgruppen Kolding alle Koldings borgere til at gå med i et lyskor, der går fra House of Design gennem Jernebanegade, forbi Axeltorv og Nicolai Plads for til sidste at ende hos Nicolai Kultur, hvor det kulminerer med åbningen af den nye lysinstallation i Nicolai Gården.

Til at synge for er vokalgruppen Postyr, og de vil lede de koldingensiske sangstemmer gennem lysende julesange. Alle der deltager opfordres til at medbringe lys i alle mulige former og farver. Man kan deltage med en fakkel, en telefon, en pandelampe, et knæklys eller andre former for lyskilder.

Har du lyst til at øve på forhånd?

Synger du i et kor eller har du lyst til at være med til at give lyskroet en ekstra dimension, så kan du tilmelde dig til korprøve. Her vil Postyr gennemgå nogle arrangementer og stemmer til de valgte julesang. Så torsdag den 6. december klokken 15 kan du komme forbi Nicolai Kultur og øve stemmerne op.

Er du interesseret? Så kontakt kulturformidler, Jacob Galtung-Melchior på 7979 1005 eller Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den..

Udgivet i Kolding
  1. Populært
  2. Læs også...

Nyheder efter dato

« April 2019 »
Man Tir Ons Tor Fre Lør Søn
1 2 3 4 5 6 7
8 9 10 11 12 13 14
15 16 17 18 19 20 21
22 23 24 25 26 27 28
29 30