“Helt igennem en mærkværdig sæson”. Sådan lyder det fra indehaveren af campingpladsen.
Hos Grønninghoved Strand Camping har ægteparret Else og Niels Gaj Nielsen, som driver campingpladsen, været spændte på, hvordan august måned skulle gå.
Indtil nu har der været 12 meteorologiske sommerdage i august – det vil sige dage, hvor temperaturen har været over 25 grader. Og det mærkes i Grønninghoved:
– Det gode vejr har gjort, at danskerne holder ferie herhjemme. Men vi mangler udenlandske turister – især hollændere. Men at danskerne holder ferie herhjemme gør, at det ser rigtig godt ud, fortæller Niels Gaj Nielsen til Kolding Netavis.
Der bliver ikke slået rekord i år, men det ender – trods coronakrisen med – at det bliver en fornuftig sæson:
– Det ender med det vi betegner, som en god sæson. Det er vi slet ikke i tvivl om, tilføjer indehaveren af campingpladsen.
Historisk dårligt vejr i juli
Juli slog en slags rekord – en kedelig rekord og blev det næstkøligste juli måned nogensinde.
– Juli var ikke særlig god – især uge 28. Men uge 29 og 30 var ikke så ringe, som folk vil gøre det til. Vi har haft masser af mennesker og fuldt hus. Så vi har ikke noget, at klage over. I juli har vi hentet det, som vi manglede i foråret, forklarer Niels Gaj Nielsen.
Trods coronakrise ser campingsæsonen 2020 acceptabelt ud for Grønninghoved Strand Camping:
– Vi får en god, men mærkværdig sæson. Det har været mærkeligt hele vejen igennem. I påsken var der helt stille. Alle, der havde bestilt til påsken, meldte afbud og alle udlændinge sendte afbud. Så det var sådan noget mærkeligt noget med, at folk gemte sig inde i teltene og der var ro alle steder, slutter Niels Gaj Nielsen.
Grønninghoved Strand Camping slutter sæsonen 2020 den 15. september.