Kolding Netavis

Café får sur smiley og en bøde

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Stay Café
Fødevarestyrelsen gav Stay Café på Akseltorv en sur smiley samt en bøde på 5.000 kroner. Foto: BlumePress.

Køleskab med “let fordærvelig” fødevarer var ret varm.

Stay Café på Akseltorv i Kolding har fået en sur smiley samt en bøde efter Fødevarestyrelsen den 22. april var på et kontrolbesøg.

Årsagen var et køleskab, hvor opbevaringstemperaturen var ret høj:

-Ved tilsynet blev der målt en opbevaringstemperatur på 19,7-20,5 °C med Fødevarestyrelsens kalibrerede luftmåler i køleenheden, hvor der opbevares let fordærvelig fødevarer, herunder rå rejer og kylling, der er rørt og vendt med creme fraiche (ca 3-4 kg.). Derudover blev der også opbevaret dressinger m.m. Der blev derudover målt en kernetemperatur på 19,1 °C med Fødevarestyrelsens indstikstermometer i den rørte kylling med creme fraiche. Denne kylling ret er blevet produceret den 20/04-2021 oplyste virksomheden under tilsynet. Virksomheden har kasseret alle fødevarer der var i denne køleenhed. Virksomheden havde følgende bemærkninger: Det må have været en fejl, da køleskabet virkede i går da vi gik hjem. Så må den være stået af i løbet af natten, står der blandt andet i kontrolrapporten.

Indehavere: -Vi er glade for, at fejlen blev opdaget

Indehaverne af Stay Café, brødrene Muhammed og Fatih Yüksek, gør over for Kolding Netavis opmærksom på, at Fødevarestyrelsen mødte op på et tidspunkt, hvor caféen ikke havde haft nogle spisende gæster:

-Først og fremmest er det vigtigt at læse hele rapporten. Vi møder ind og det er en dag vi ikke får varer. Og på det tidspunkt vi får kontrolbesøg, har vi ikke haft nogle spisende gæster. Og da Fødevarestyrelsen konstaterer, at der er en kølemontre/skab der ikke virker, smider vi alle fødevarer der er opbevaret i skabet ud og tilkalder en tekniker, som fixer problemet et par timer senere. Det er desværre, hvad der sker med nogle maskiner, når de ikke har været i brug i fem måneder på grund af lockdown (coronakrisen, red.). Vi er glade fejlen blev opdaget og vi fik løst problemet, fortæller Muhammed og Fatih Yüksek i en mail til Kolding Netavis.

Stay Café fik en sur smiley samt en bøde på 5.000 kroner.

Stay Café Kolding
Stay Café i Kolding. Foto: BlumePress.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel