Kolding Netavis

Byudviklings-butik er åbnet

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Hvad skal der ske i Jernbanegade mellem Buen og Banegårdspladsen?

Går alt efter planen, bliver Kolding Kommune inden nytår færdig med at renovere Jernbanegade mellem Buen og Banegårdspladsen. Renoveringen tager afsæt i Kommunens nye bydesign-guide og omfatter både belægning, gadebelysning, inventar og skiltning. I processen med at udvikle et endeligt design har gadens beboere, butikker, spisesteder, interesserede borgere og erhvervsdrivende været involveret og netop den proces har inspireret By- og Udviklingsforvaltningen til at åbne en butik.

– Når vi udvikler nye projekter, er det helt afgørende for os, at vi får input fra de personer og virksomheder, der bliver berørt af projekterne. Men der kan være langt ind til Kommunen i den forstand, at det kan være lidt uoverskueligt at finde ud af, hvem man skal tale med, at ringe op, lave aftaler, afsætte tid til møder, osv. Med butikken gør vi det nemt for alle at kigge forbi helt uformelt, fortæller stadsarkitekt Michael Pagaard i en pressemeddelelse og fortsætter:

– Samtidig er det også tanken, at butikken skal være et udstillingslokale for andre byudviklingsprojekter som Marina City, udviklingen af havnen og nye mødesteder i byen, for bare at nævne nogle få eksempler.

Butikken ligger i Jernbanegade 33, der har stået tomt et godt stykke tid, og får navnet bytikken. Butik som kontor og mødelokaler. By- og Udviklingsforvaltningen har lejet butikken i Jernbanegade i et år og der vil være åbent tirsdag fra klokken 12-15 og torsdag klokken 14-17.

Det er medarbejdere fra By- og Udviklingsforvaltningen, der på skift kommer til at passe butikken, og når der ikke er besøgende, vil medarbejderne have en pc med og bruge butikken som en vanlig kontorplads.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel