Det rekordstore antal ansøgere har tilsammen søgt om støtte til byggeprojekter for 19 millioner kroner. Men der var kun 2,9 millioner kroner i puljen.
Det har krævet en skarp prioritering af Plan-, Bolig- og Miljøudvalget i Kolding Kommune, da midlerne til byfornyelsespuljen skulle fordeles. Puljen er til facaderenovering af ældre og bevaringsværdige ejendomme.
Rekordmange husejere har i år ansøgt om, at få del i puljen på 2,9 millioner kroner. Hele 48 ansøgere søgte tilsammen om støtte til byggeprojekter for 19 millioner kroner. Derfor skulle der prioriteres hårdt.
Som tidligere år var hovedparten af midlerne øremærket til ejendomme i landsbyer og i det åbne land, mens 600.000 kroner var prioriteret til projekter i UNESCO-verdensarvsområdet i Christiansfeld.
Plan-, Bolig- og Miljøudvalget kunne på den måde igen i år sikre en bred geografisk fordeling af støttetilsagn, så byfornyelsesmidlerne både bliver til gavn for ejere og naboer til historiske ejendomme i hele Kolding kommune.
Halvdelen af årets ansøgere får tilbudt støttemidler til projekter, der varierer fra nye tage, nye døre og vinduer, udskiftning af stråtage og opsætning af en ny møllehat. I Christiansfeld får fire ejendomme støtte til meget synlige forbedringer, der bidrager til, at områdets stærke fortælling bevares og styrkes.
Flere projekter i Kolding midtby
Også Kolding midtby er et prioriteret område i byfornyelsespuljen. I år blev puljen annonceret direkte til ejere af ejendomme med tomme butikslejemål. Her greb flere muligheden og fremsendte ansøgninger om støtte til at opmure butiksvinduer og istandsætte facader, så der kan blive gode boliger i de centrale bygader, f.eks. i Låsbygade.
Det glæder formand for Plan-, Bolig- og Miljøudvalget Birgitte Kragh:
-Det er meget positivt, at bygningsejerne også er engagerede i at sikre livet i Koldings bymidte, så vi i stedet for tomme butiksruder får fine facader til nye attraktive boliger. Projekterne vil uden tvivl pynte i bybilledet. Med flere boliger i byen sikrer vi liv og grundlag for en spændende midtby – både for de, der bor i byen og dem, der shopper og er på besøg. Byfornyelsesstøtte er et godt og meget konkret værktøj for os til at hjælpe den udvikling godt på vej, fortæller Birgitte Kragh i en pressemeddelelse.
De 24 ansøgninger, som Plan-, Bolig- og Miljøudvalget i denne omgang har imødekommet med støttemidler, har nu frem til udgangen af 2022 til at udføre projekterne.
Næste mulighed for at søge om støtte til udvendig renovering af ældre og bevaringsværdige ejendomme bliver i foråret 2022.