Læserbrev af Laura Guldager, Klostergade 38. 101, 6000 Kolding.
Forslaget til det nye budget for 2025-2028 ligger på bordet og de røde tal gør mig ikke bare forarget men også bekymret. Det er både uansvarligt og umenneskeligt at skære ned på kernevelfærden, mens bureaukratiet i kommunen fortsætter med at vokse markant. Siden 2019 er antallet af administrative medarbejdere i Kolding Kommune steget med 22 %. Det er alt for meget. Denne udvikling rejser alvorlige spørgsmål om, hvor vores prioriteringer ligger.
Hvordan kan vi retfærdiggøre en så voldsom vækst i bureaukratiet, når vi samtidig overvejer at skære i afgørende ydelser som specialskoler og andre kernevelfærdsydelser? Specialskolerne er et konkret eksempel på, hvor fatale disse besparelser kan blive. Nedskæringer her vil ikke kun gå ud over de børn, der allerede har det svært – det vil være et direkte svigt af nogle af vores mest sårbare borgere som vi har pligt til at passe på. At overveje at skære i tilbud til børn med særlige behov er ikke blot økonomisk kortsigtet, det er også umenneskeligt.
Før vi overvejer at skære i kernevelfærden, bør vi tage et kritisk kig på det voksende bureaukrati. Hvorfor skal vi acceptere en stigning på 22 % i udgifter til administrative ansatte, mens de vitale tjenester til borgerne er truet? Det er på tide, at vi prioriterer rigtigt: Skær i administrationen, ikke i de ydelser, der betyder allermest for vores borgere.
Kolding Kommunes borgere fortjener en ansvarlig prioritering, der sætter mennesker før administration og bureaukratiet.