Læserbrev af Knud Erik Langhoff (C), borgmesterkandidat, Mariavej 9, 6091 Bjert.
På et nyligt afholdt byrådsmøde (23. februar) vedtog byrådet i Kolding kommune budgetstrategien for 2022 til 2025. Overskriften på denne hedder ”Robust Økonomi”
Man kunne næsten have den tanke, at byrådet her har fundet inspiration i det Konservative Folkepartis valgprogram frem mod det kommende byrådsvalg til november, for det er netop hovedessensen i programmet; at kommunens økonomi skal være robust og at budgetterne styres ansvarligt.
Uanset hvor inspirationen til det fremtidige budgetarbejde er kommet fra, så er det glædeligt – men også lidt overraskende – at netop det er titlen. For i den indeværende valgperiode har byrådet arbejdet med ”Turbulent Økonomi” som ledesnor, hvor der den ene dag blev meldt ud, at hullet i kommunekassen var på hele 170 mio. kr., for kort tid efter at vise et budgetoverskud på niveau 50 mio. kr. Det er så store udsving, at man kun kan ryste på hovedet.
Økonomi er ikke altid rart at tale om, hvad enten det er i hjemmet, i virksomheder eller på kommunalt plan. Det er dog helt grundlæggende for Konservative i Kolding, at borgerne i kommunen kan se fremtiden i møde med fortrøstning, så vi ikke en gang til skal opleve skattestigninger og indskrænkninger i velfærden.
I det Konservative Folkeparti hilser vi den kommende budgetstrategi mere end velkommen, og tror samtidig godt, at Kolding kommunes borgere kan se, at det ikke de nuværende byrådsmedlemmer, som bedst kan stå for en ansvarlig anvendelse af kommunens ressourcer. Det vigtige arbejde vil vi i de Konservative gerne tage vores del af ansvaret for og derfor håber vi, at du vil sætte dit kryds ved liste C d. 16. november i år, når der er valg til byrådet.