Kolding Netavis

Budgetforslag: Et fatalt svigt af vores mest sårbare børn

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Læserbreve
Laura Guldager. Privatfoto.

Læserbrev af Laura Guldager, Klostergade 38. 101, 6000 Kolding.

Jeg er både vred og dybt bekymret over det nye budgetforslag, som vores kommune har fremlagt. Forslaget lægger op til at skære ned på specialundervisning og støtteordninger til de børn, der har allermest brug for hjælp – sågar de facto lukning af en Ådalskolen (specialskole).

Børn med diagnoser som ADHD, autisme, angst o.lign. risikerer at blive svigtet, hvis dette forslag bliver vedtaget. Hvordan kan man overhovedet overveje at spare på netop de områder, hvor behovet er størst? Selvom diagnoserne og behovet for ekstra hjælp kan være usynligt for os andre, så er det altafgørende i børnenes hverdag, at de kan få den hjælp, de har brug for.

Det er vores vigtigste opgave som kommune at sørge for, at alle børn har lige muligheder for at lykkes. Vi har ikke råd til at skære ned på hverken specialskoler eller specialklasser.

Tværtimod bør vi som kommune skamme os over, at vi overhovedet overvejer at fjerne disse ekstra tilbud. Selvoprettede specialklasser og tiltag for børn med særlige behov er allerede blevet lukket på flere skoler, og dette budgetforslag vil kun gøre situationen værre.

Hvis dette budgetforslag vedtages, sender kommunen et klart signal om, at det er vigtigere at opnå en “pæn” økonomi end at sikre alle børn en ordentlig og tryg skolegang.

Men hvad bliver prisen i det lange løb? Børn, der falder igennem systemet og ikke får den nødvendige hjælp, vil i sidste ende koste samfundet langt mere – både menneskeligt og økonomisk.

Vi må investere i vores børn – i alle vores børn – og sikre, at de får den støtte, de har brug for. Spar ikke på deres fremtid, for det er en investering, vi som samfund ikke har råd til at lade være med at foretage.

Lad os sætte børnene først.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel