Kolding Netavis

Budgetforlig med fokus på udvikling

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen
Forligskredsen. Fra venstre ses Iben Lehmann Rasmussen (SF), Hans Holmer (SF), Venstres borgmesterkandidat Jakob Ville, Søren Rasmussen (DF), Birgitte Kragh (V), Poul Fremmelev (S) og Birgitte Munk Grunnet (S).

Venstre, Socialdemokratiet, SF og DF har i dag, onsdag, underskrevet et forlig om budget 2025-2028. Det tilfører penge til de store velfærdsområder og en række anlægsprojekter.

Det er med udgangspunkt i Kolding Kommunes robuste økonomi, at et flertal af byrådets medlemmer fra partierne Venstre, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Dansk Folkeparti har indgået en aftale om budgettet for 2025-2028. Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Kolding Kommune.

Budgettet nulstiller de såkaldte omstillingsmål på samtlige politikområder bortset fra Kultur samt Fritid og Idræt. Det vil sige, at der med budgetforliget er slået en streg over de fleste af de besparelser, der ifølge kommunens budgetstrategi ellers skulle gennemføres bl.a. på ældre-, børne- og socialområdet frem mod 2028.

Til gengæld gennemføres en række af de besparelser, der er fundet via det strukturelle analysearbejde, der er gennemført i forvaltningerne siden sidste budgetforlig for et år siden.

Pengene skal ud at arbejde

Fra forligskredsen lyder det:

-Budget 2025-2028 har fokus på udvikling og på prioritering af velfærden. I Kolding Kommune har vi en god likviditet, fordi vi har sparet op gennem flere år og står et godt sted økonomisk. Og vi vil gerne have nogle af pengene ud at arbejde. Det gør vi ved at tage presset af servicerammen og tilføre flere penge til de store velfærdsområder børn, ældre og det specialiserede socialområde, hvor vi ligger lavt på udgifterne. Til gengæld har vi valgt at gennemføre mange af de besparelser, der er fundet via de strukturelle analyser, på de områder, der ikke er så tæt på borgerne. Så nu er retningen sat for 2025 og 2026.

Prioriteringer på flere områder

Noget af det, der prioriteres i budgetforliget, er styrkelse af inkluderende læringsmiljøer i folkeskolen, stærkere børnefællesskaber og kvalitetsløft af ældreplejen i henhold til ældrereformen.

Der prioriteres også en helhedsorienteret ungeindsats i forhold til forebyggelse af anbringelse, og der tilføres midler til genoprettelse af kvaliteten på Center for Botilbud.

På det tekniske område er der bl.a. følgende tiltag på vej: Vedligehold af cykelstier og fortove, en ny bylivs-playmaker, pulje til optimering af bygningsmassen på såvel skole- som på daginstitutionsområdet, mere kunstgræs, klimatilpasning (Brinkprojektet), pulje til renovering af Kolding Bymidte, udmøntning af en grønnere bymidte samt en fysisk udviklingsplan på social- og seniorområderne.

Der er også prioriteret en række miljø- og naturtiltag som skovrejsning, stenrev, fjordsamarbejde, Liv i Lillebælt og revision af Blå Plan, som alle hænger sammen med de nye opgaver i Grøn Trepart.

De penge, der ikke kommer fra de strukturelle prioriteringer, tages af kassebeholdningen eller fra budgetreserven.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel