Kolding Netavis

Budget 2019: Skatten sættes op

Besparelser for cirka 100 millioner kroner i det kommunale budget reddes blandt andet med en skatteforhøjelse hos borgerne.

Der er indgået en aftale om budgettet for 2019, oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Det er et samlet byråd, der står bag næste års budget, hvor der for alvor skal skæres ned. Det mangler nemlig omkring 100 millioner kroner fra næste år og i 2023 stiger det til op mod 200 millioner kroner.

Budgetlægningen i Kolding følger den aftale, som samtlige partier indgik efter valget. I grundlaget for byrådets arbejde er det aftalt, at der skal skabes et økonomisk råderum til politisk aftale, for at kunne gennemføre de politiske ønsker og visioner i Kolding Kommune.

Flere årsager til udsigten til dårlig økonomi

Der er flere årsager til, at det har været nødvendig at bremse op i Kolding Kommune og reducere udgifterne. I de kommende år bliver der væsentligt flere ældre og børn i alderen 0-5 år, hvilket er ensbetydende med stærkt stigende udgifter. Samtidig har den generelle befolkningsudvikling været lavere end forventet, hvilket koster på den statslige udligning.

Opbremsningen i Kolding Kommunes økonomi sikrer, at der løbende er 200 mio. kroner i kassebeholdningen, at der er styr på udgifterne og at der samtidig bliver penge til at udvikle Kolding. Budgettet er lagt ud fra en langsigtet robusthed, hvor besparelser og skattestigning, når de er fuldt indfaset forbedrer balancen med op mod 200 mio. kr. i 2023.

For at kunne sætte gang i større strategiske investeringer, arbejder byrådet med en investeringsfond, der i alt for 2019-2022 vil være på næsten 300 mio. kr., under forudsætning af at arealerne i Marina City sælges. Større strategiske investeringer kan være veje og boligudbygning.

Det skal der kigges på

Budgettet beskriver et par indsatser, der nu skal kigges nærmere på.

• Der er fx sat op til fem mio. kr. af til at sikre eventuelt behov for pasning, når SFO-tilbuddet for 7. – 9. klasse på børnespecialområdet nedlægges.

• Efter ændringerne på landsplan i erhvervsindsatsen, skal der laves forslag til, hvordan man bedst bruger pengene til lokal erhvervsservice

• Inden årets udgang skal der redegøres for, hvordan man med en lavere grad af central kontrol og styring kan øge arbejdsglæde, ansvarlighed og trivsel i organisationen med det afledte resultat, at den oplevede borgerservice forbedres.

• Senest til november skal en analyse se på, hvordan en eventuel flytning af Daginstitutionen Skovbrynet kan ses i sammenhæng med behovet for at øget antallet af pasningspladser i midtbyen

Tagget med:
Del denne artikel