Skovtræning kan noget og det lærer deltagerne på et kursus i Marielundskoven i Kolding.
Connie Einfeldt, der er uddannet kok og har videreuddannet sig som personlig træner, psykoterapeut, yogainstruktør og MBSR lærer, arrangerer kurser med træning i Marielundskoven i Kolding.
Et hold var 2. påskedag i gang med skovtræningen, da Kolding Netavis kom forbi:
-Vi gør kroppen stærkere og vi sætter noget ind på den livsforlængende konto. Det sker med masser af bevægelse, natur og med god sund mad og en antiinflammatorisk livsstil, som deltagerne om et øjeblik skal smage på, fortæller Connie Einfeldt til Kolding Netavis.
Deltagerne smager på sund mad en gang om ugen efter træningen. Det kan eksempelvis være supper, salater, morgengrød eller snack.
Mette er én af deltagerne på kurset:
-Jeg får masser af motion, yoga og styrke. Og så er det dejligt, at træne udenfor i skoven. Det giver en masse god energi, siger hun til Kolding Netavis.
Mette har deltaget på holdet siden april sidste år og har valgt at fortsætte på Connie Einfeldts hold, da det blandt andet giver hende mere energi.
Holdet træner hver mandag og torsdag.
Se billederne øverst i artiklen…