Kolding Netavis

Brøkspension – nogle gange er det pinligt at være dansker

Elo Christoffersen
Poul Erik Nørregård (SF). Privatfoto.

Læserbrev af Poul Erik Nørregård, medlem af SF Koldings bestyrelse og byrådskandidat, Frejasvej 15, 6000 Kolding.

Når man som pensionist går til + 60 idræt får man både morskab, samvær og motion ud af det. Men også dybereliggende samtaler om livet, vi har levet. Eksempelvis beretningen her, hvor det går op for mig, hvor forskellige vores betingelser er for at være pensionister.

Jeg selv har været efterskolelærer og dermed berettiget til tjenestemandspension. Min bordtennismakker- som har bedt om ikke at blive navngivet – flygtede fra præstestyret i Iran først i 80-erne. Han blev tildelt asyl i Danmark og ernærede sig af forskelligt ufaglært arbejde de første år, samtidig med at han gik på sprogskole. Han tog i 90-erne en uddannelse som socialpædagog og har arbejdet som sådan resten af sit arbejdsliv. Han er nu gået på efterløn, og bliver 67 år til december i år og dermed folkepensionist.

Han har af borgerservice fået at vide, at han ikke er berettiget til fuld pension, da en nye lov om brøkpension træder i kraft 01.07.2025. I stedet vil han få tildelt 87 % af den fulde pension. Ifølge loven skal man have været bosiddende i Danmark i 40 år for at være berettiget til fuld pension.

Min bordtennismakker har gennem et helt arbejdsliv optjent sin pension, men får nu kun udbetalt 87 % af den. Resten beholder den danske stat. Nogle gange er det pinligt at være dansker.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel