Fredag den 27.oktober får Jazz6000 fornemt besøg af den brasilianske sangerinde Rosália de Souza, der er en af de store nulevende fortolkere af samba og bossanova.
Den brasilianske musikhistorie har frembragt musikalske genier som Antonio Carlos Jobim, Joyce Moreno og Chico Buarque, der har fået hele verden til at forelske sig i Brasilien og dens musiktradition.
En af de store nulevende fortolkere af den forførende samba og den fløjlsbløde bossanova er den brasilianske supersangerinde Rosália de Souza. Hun har gennem mange år arbejdet sammen med fx Marcos Valle, Toco og Roberto Menescal, der er nogle af de allerstørste musikere på den nutidige brasilianske musikscene.
Nu er hun gået sammen med tre af de allerbedste danske kendere af den brasilianske musiktradition, nemlig trommeslageren Jonas Johansen, pianist Peter Rosedal og bassist Graig Earle.
Sammen tager de publikum med til Rosália de Souzas solbeskinnede fødeby Rio de Jainero, når de fortolker kendte og mindre kendte numre af de store mestre og hendes egne kompositioner med umiskendelige brasilianske rødder.
Henrik Palle fra Politiken gav koncerten med kvartetten hele fem stjerner og kalder den for et musikalsk mirakel – ikke mindst på grund af Rosália de Souzas mageløse og forførende stemme.
Koncerten finder sted den 27. oktober klokken 20 på Godset i Kolding. Billetter kan købes via jazz6000.dk.