Kolding Netavis

Borgmester åbner supercykelsti i silende regn

Her bliver den røde snor klippet til supercykelstien mellem Taps og Vonsild. Borgmester Jørn Pedersen klippede snoren i den ene side af vejen. Foto: Elo Christoffersen.

Lørdag formiddag blev den nye cykelsti mellem Taps og Vonsild indviet.

Koldings borgmester, Jørn Pedersen, trodsede lørdag den silende regn – og ankom til Taps på cykel. Mange andre mødte da også op – til trods for at det var en ret våd fornøjelse, at overvære åbningen af supercykelstien mellem Taps og Vonsild.

Regnen satte dog en stopper for Kolding Bicycle Club:

– Vi ville have stillet med 50 cyklister, men her tidligt lørdag morgen mødte blot en enkelt op. Derfor aflyste vi cykelturen fra Kolding til Taps, fortæller formand for Kolding Bicycle Club, Johnny Poulsen, til Kolding Netavis.

Borgmester og udvalgsformand klippede snoren

Den 5,6 kilometer lange supercykelsti blev indviet med taler – først af borgmester Jørn Pedersen (V) og efterfølgende af formand for Teknik- og Klimaudvalget, Jakob Ville (V).

Herefter blev den “røde snor” klippet i begge sider af vejen ved Taps Stationsvej. Jørn Pedersen klippede snoren i den ene side og så begav borgmesteren sig – sammen med mange andre cyklister – på den første officielle tur på supercykelstien mod Vonsild.

Selv om cykelstien Taps-Vonsild nu er indviet, så er den nogle steder noget ujævn. Det skyldes, at det endelige slidlag – det øverste lag asfalt – først bliver lagt på til foråret.

Det kommunale projekt 60+Frisk benyttede i øvrigt også lejligheden til at lancere et nyt tandemcykelprojekt, hvor svagtseende og andre med et handicap kunne komme ud at cykle.

Del af en supercykelrute

Cykelstien mellem Taps og Vonsild er den ene del af to nyanlagte strækninger i forbindelse med den samlede supercykelrute mellem Kolding og Christiansfeld. Den anden del, det nordligste stykke af Haderslevvej i Kolding ned mod midtbyen, stod færdig allerede i oktober 2017.

Som supercykelrute bliver strækningen udstyret med cykelpumper, fodhvilere samt parkeringsmuligheder undervejs, ligesom den også bliver skiltet og afmærket hele vejen som en supercykelrute.

Alt dette sker i løbet af efteråret 2018.

Se billederne fra indvielsen længere nede på siden…

Fakta: Hvad er en supercykelsti?

Supercykelstier retter sig specielt mod cykelpendlernes behov og tillader cyklisterne at forvente samme standard på tværs af kommunegrænser. Supercykelstierne er planlagt, så de giver den mest direkte rute, med så få stop som muligt og en højere grad af komfort. Stierne har jævn belægning, høj grad af vedligehold og ekstra service som pumper og servicestationer.

Kilde: supercykelstier.dk.

Tagget med: ,
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *