Danmark spillede torsdag aften 1-1 mod England ved EM-slutrunden i Tyskland. Der var fodboldfest ved storskærmsarrangementet i Borchs Gård.
Søndag blev storskærmsarrangementet i Borchs Gård i Kolding lukket ned, da regn og torden ramte Kolding under EM-fodboldkampen mellem Danmark og Slovenien.
Men torsdag aften var vejret ganske anderledes. Flot sommervejr og Borchs Gård var propfyldt med fodboldfans, der ville se EM-kampen mellem Danmark og England. Mange var klædt ud i rødt og hvidt. Og så blev der både købt øl og pølser.
En god oplevelse
De mange fremmødte fik sig en god oplevelse. Godt nok kom England først i front med 1-0, men det lykkedes Danmark at få udlignet til slutresultatet 1-1. Og da Danmark scorede, gav det sådan et brøl, at Borchs Gård nærmest rungede af ellevilde fodboldfans.
Det er Kolding IF, der står bag arrangementet i Borchs Gård. Næste gang der er fodbold på storskærm er på tirsdag klokken 21. her skal Danmark spille den sidste kamp i den indledende runde ved EM. Modstanderen er Serbien.
Se billederne øverst i artiklen…