Sydøstjyllands Politi modtog onsdag morgen ved 08-tidenen alarm om en bombetrussel ved havnen i Kolding.
Adskillige politi- og redningsenheder rykkede ud, og området blev evakueret og afspærret. Efter flere timers efterforskning blev det dog fastslået, at der ikke var nogen fare for borgerne, og evakueringen blev ophævet kort efter klokken 13.
-Når vi modtager en så alvorlig anmeldelse, tager vi det naturligvis meget alvorligt. Derfor rykkede vi hurtigt og massivt ud til havnen for at evakuere området og sikre, at ingen kunne komme til skade. Vores efterforskning har klarlagt, at det ikke var tilfældet, og derfor har vi ophævet evakueringen, fortæller politiinspektør Kristian Juliussen i en pressemeddelelse.
Havnen i Kolding og flere veje i området var evakueret og spærret for trafik. Der var blandt andet tale om hele eller dele af Fynsvej, Østerbrogade og Sdr. Havnegade.
Selvom ingen er blevet anholdt i sagen, så fortsætter politiet med at efterforske sagen.