Kolding Bibliotek har doneret deres aflagte materialer til Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Kolding.
Og det møder stor taknemmelighed fra formand Margit Ø. Laub. Donationen åbner op for flere muligheder for lokale aktiviteter, såsom varmtvands-træning, gymnastik, gåture og senfølgenetværk, som er vigtige for personer, der er eller har været diagnosticeret med kræft.
Bogsalget, der bliver organiseret af Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Kolding, finder sted fra tirsdag den 12. marts til søndag den 17. marts på Kolding Biblioteks Torv i åbningstiden. Denne gang vil al indtjening fra bogsalget direkte gå til lokalforeningen.
Det vil være muligt at betale for bøgerne med kontanter, MobilePay og kreditkort i informationen.
Der opfordres til, at alle besøgende medbringer en pose, taske eller kuffert, alt afhængigt af, hvor mange bøger de regner med at tage med hjem.