Bog & idé lancerer ny julegave-service

Fredag 13. November 2020 05:41 886
Her ses butikken i Kolding Storcenter. Pressefoto. Her ses butikken i Kolding Storcenter. Pressefoto.

Det har aldrig været nemmere at købe julegaver. Sådan lyder påstanden fra Danmarks største boghandlerkæde, Bog & idé, som op til jul lancerer en særlig gaveservice.

Nu er det muligt at bestille sine julegaver online og hente dem færdigindpakkede i en valgfri Bog & idé-butik, så de er lige til at lægge under juletræet. Det gælder også kædens butikker i Kolding.

- Med vores nye gaveservice vil vi gerne imødekomme vores kunders præferencer. Vi kan måle, at knap 60 procent af de handlende på vores webshop, bog-ide.dk, vælger vores klik & hent-service, hvor varen bestilles online og afhentes i butik. Det gør de på trods af, at de også kan få leveret lige til hoveddøren, fortæller Marianne Lyngby Pedersen, administrerende direktør i Bog & idé, i en pressemeddelelse.

Normale tilstande trods corona

Under første coronabølge faldt Bog & idés andel af klik & hent-kunder, bl.a. fordi storcentrene var tvangslukkede. Men efter genåbningen har antallet af kunder, der afhenter webordrer i fysiske butikker, stille og roligt bevæget sig tilbage til normalniveauet.

- Vi oplever i høj grad, at kunderne er trygge ved at komme i vores butikker. Og det gode ved at afhente dine gaver i en butik er, at du stadig kommer ind til byen og mærker julestemningen, men uden at skulle stresse over at finde de rigtige gaver og stå for længe i kø. Og så er du samtidig med til at bakke op om det lokale butiksliv, siger Marianne Lyngby Pedersen.

Bog & idé forventer, at mange kunder vil gøre brug af tilbuddet om at få deres varer pakket ind på forhånd, så de bare skal hentes i en butik og lægges under juletræet:

- Lige præcis i år forventer vi, at der nok er flere kunder som gerne vil undgå at stå for meget i kø i butikkerne. Med vores tilbud kan de finde og bestille gaver i ro og mag fra sofaen og afhente dem flot indpakket. Det tror vi mange vil benytte sig af, siger Marianne Lyngby Pedersen.

Tags