En del børnefamilier sidder så hårdt i det, at der ikke er råd til de store fornøjelser, når der er sommerferie. Og ofte er det de samme, der står i de samme problemer, når det er jul.
En række hjælpeorganisationer, kirker, virksomheder, privatpersoner vil gerne hjælpe familierne – ikke mindst til glæde for børnene. Både når det er jul, – og når det er sommerferie.
Kolding Kommune har gennem et par år hjulpet bidragyderne med at koordinere hjælpen. Formålet er at så mange ansøgere som muligt får del i hjælpen. Dermed undgår man dem, der har specialiseret sig i at surfe rundt og få hjælp flere steder fra – på bekostning af nogle, som så ikke kan få hjælp.
-Hidtil har en kommunal robot med succes tjekket ansøgerfeltet, så de rigtige fik den hjælp, de var berettiget til i forbindelse med julen. Nu har vi planer om at brede ordningen ud til også at omfatte hjælpen i forbindelse med sommerferie. Det gør det let for både ansøgerne og for hjælpeorganisationerne, siger Poul Erik Jensen (S), formand for byrådets arbejdsmarkedsudvalg.
Han understreger, at det stadig er hjælpeorganisationer, kirker osv, der står for hjælpen. Kommunen står alene for det praktiske.
-Vi er praktisk gris. Det er eksempelvis organisationerne, menighedsrådene og virksomhederne, der alene står for det godgørende arbejde, forklarer Poul Erik Jensen.
Sidste jul fik 900 familier julehjælp i Kolding Kommune. Bag hjælpen stod Rema1000, Røde Kors i Kolding, Vamdrup, Lunderskov og Christiansfeld, Vamdrup Kirke, Sankt Nicolai Kirke, Kirke i Byen, Frimurerlogen og Kolding Madhjælp.
-Men er der andre organisationer og virksomheder, der vil være med, så er der også plads til dem, slutter Poul Erik Jensen.