Kolding Netavis

Blandt landets dyreste: Tidligere kongeslot til salg

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kendte

Der er landet en påfugl på det nordsjællandske boligmarked.

For selvom området er vant til de helt store prisskilte og tilsvarende flotte salgsbeskrivelser fyldt med gloser som ”havudsigt”, ”sildebensparket” og ”stuer en suite”, er det alligevel ikke hverdagskost, at der står ”slot” ud for boligtypen.

Men det er nu tilfældet; Danmarks p.t. sjettedyreste hus, der netop er kommet til salg, er nemlig i den royale kategori. Det skriver boligsitet Boliga.dk.

Gurrehus Slot er således adressens tilnavn, og vil man rykke ind på den over 43.000 kvadratmeter store grund, koster det 52 millioner kroner.

Slottet er til salg hos liebhavermæglerkæden Ivan Eltoft Nielsen, der i salgsannoncen beskriver adressen som ”en meget unik og sjælden mulighed for at erhverve et historisk jagtslot så tæt på København”.

Flere kendte ejere

Gurrehus Slot ligger i den nordsjællandske by Kvistgård ud til Gurre Sø og med Helsingør som den nærmeste større by.

Ifølge Boliga.dks oplysninger rummer bygningen 2.590 boligkvadratmeter fordelt over 30 værelser, og dertil kommer godt 1.000 kvadratmeter kælder.

Ejendommen er bygget i 1883, og siden da har slottet både været i Forsvarets og private ejeres varetægt. Det mest iøjnefaldende navn på listen over tidligere residerende må dog nok være Prins Georg af Grækenland, der ejede de eksklusive kvadratmeter frem til slutningen af 50’erne.

Ifølge salgsopstillingen fra Ivan Eltoft Nielsen foretog prinsen flere ændringer på slottet, der i dag fremstår renoveret, men dog med de fleste gamle, herskabelige detaljer bevaret.

Blandt de dyreste ejendomme til salg

Villamarkedet – særligt i Nordsjælland – ser jævnligt udbudspriser i samme leje som det, Gurrehus Slot er udbudt til salg for, ligesom der fra tid til anden også kommer boliger til salg med prisskilte en del over de 50 millioner kroner.

For øjeblikket er det således en strandvejsvilla i kystbyen Vedbæk lige nord for København, der til en pris på 75 millioner kroner, kan kalde sig landets dyreste villa udbudt til salg.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *