Kolding Netavis

Biogasanlæg er droppet

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

På byrådsmødet droppede Venstre, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti planerne om et biogasanlæg i Bramdrupdam.

Det meget omtalte biogasanlæg i industriområdet på Venusvej i Kolding bliver ikke til noget. De tre største partier i Kolding Byråd melder klart ud, at de ikke vil støtte biogasanlægget, skriver partierne i en pressemeddelelse.

Socialdemokratiets gruppeformand, Poul Erik Jensen, siger:

– Vi vil altid gerne have nye virksomheder til kommunen. Men selvfølgelig ikke på bekostning af deres naboer. Forslaget har givet massiv utryghed og utilfredshed. Man må sige at den demokratiske proces har givet et klart og entydigt billede og det lytter vi til, så nu siger vi pænt nej tak til biogasanlægget, siger gruppeformand for Socialdemokratiet, Poul Erik Jensen.

Formand for Plan-, Bolig- og Miljøudvalget, Birgitte Kragh (V) siger:

– I debatten har vi ikke kunne give borgere og virksomheder den tryghed, vi gerne ville. Det er ikke muligt at garantere, at anlægget ikke vil lugte og dermed genere i lokalområdet. Det har aldrig været vores hensigt, at lave noget, der kunne skræmme hverken borgere eller virksomheder væk. Det eneste rigtige er at droppe planerne.

Dansk Folkepartis gruppeformand, Søren Rasmussen siger om beslutningen:

– Jeg er druknet i henvendelse og protester og vi har jo netop lavet høringen for, at få de her tilkendegivelser. De er udelukkende imod anlægget og med den massive modstand og bekymring fra både virksomheder og borgere, har vi ingen ønske om, at anlægget etableres.

De tre partier er enige om, at med deres klare nej til biogasanlægget, er der ingen grund til, at holde blandt andet borgermøder og informationsmødet den 4. februar i Bramdrupdam. Disse er derfor aflyst.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel