Kolding Netavis

Bibliotek nørder tv-serier

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Del dine bedste oplevelser med tv-serier med andre til Seriesnak en aften om måneden henover efteråret i Bryggeriet.

Girls, Arrested Development, Stranger Things – udbuddet af fænomenale tv-serier er efterhånden overvældende. Til Seriesnak ser deltagerne nærmere på et udvalg af serier under forskellige temaer og deler deres holdninger om de serier, de har gang i, lige har set eller har set utallige gange – uden at afsløre for meget, selvfølgelig!

”Mange mennesker bruger meget tid på at se de gode serier, men man får noget mere og ganske særligt ud af at dele oplevelsen med andre. Når man sætter ord på sin egen oplevelse, bliver man samtidig klogere på, hvorfor man egentlig griner, gaber eller græder over den”, siger kulturformidler Christian Hundebøl Høj i en pressemeddelelse.

Hun er en af initiativtagerne til Seriesnak.

Spændende oplæg og fælles diskussion

Sherlock Holmes åbner ballet med den første Seriesnak den 19. september. Formanden for Sherlock Holmes Klubben i Danmark vil fortælle om nogle af de bedste filmatiseringer af mesterdetektiven.

Seriesnak fortsætter i oktober og november med temaer om såkaldte kvindeserier og serier med underlig humor. Der sluttes af i december med en julespecial, hvor de bedste, sjoveste og skøreste juleklip fra forskellige serier er fundet frem.

Seriesnak foregår en aften om måneden i Bryggeriet på Kolding Bibliotek. Til hver aften vil der både være oplæg og fælles diskussion. Det koster 20 kr. at deltage, så der er sodavand og snacks til alle deltagere.

Billetter købes på Kolding Biblioteks hjemmeside. Se hele årets program for Seriesnak på www.koldingbib.dk/seriesnak.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel