Kolding Netavis

Bevar Karen Blixen Skole

Læserbrev af Hans Holmer (SF), medlem af Børne- og Uddannelsesudvalget, Skovbogade 8, 6000 Kolding.

Karen Blixen Skolen skal ikke sammenlægges med Bakkeskolen. Det eneste, de to skoler har til fælles, at de tilfældigvis deler samme adresse. Nuvel, det er måske sat lidt på spidsen, men min pointe er, at det er to skoler, som har vidt forskellige udgangspunkter og forskellige målsætninger.

Alle børn på Karen Blixen Skolen er kognitivt sårbare, og 80% af børnene har andre vanskeligheder som diagnoser og socio-emotionelle vanskeligheder, der påvirker deres forudsætninger for at lære.

Karen Blixen Skolen har i dag egen ledelse og skolebestyrelse. Den konstruktion betyder, at skolen både har direkte adgang til skolechefen og børn- og uddannelsesdirektøren, hvilket gør det muligt at synliggøre skolens kompetencer. Samtidig giver en selvstændig skolebestyrelse også forældrene en direkte stemme til både ledelsen og forvaltningen.

Jeg tror, det bliver svært at engagere forældrene i en skolebestyrelse i folkeskolen, hvor 95 % af snakken vil handle om, hvad der sker på en folkeskole, og hvilke visioner og principper folkeskolen skal have. Dermed har de to skoler vidt forskellige interesser og eleverne på Karen Blixen skolen risikerer at blive overset.

Ved at bevare Karen Blixen Skolen som en selvstændig skole sikres børnenes fremtidige uddannelsesmuligheder, hvilket også vil have betydning for den støtte, de kan få brug for af kommunen som voksne.

Elevgruppen har formentligt muligheder, som peger mod FGU og STU, og forældre og børn har derfor behov for at blive rustet til dem.

Dette kræver en professionel indsats fra medarbejderne i samarbejde med ledelsen og UU. Kort sagt: Karen Blixen Skolen skal bevares som en selvstændig skole.

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *