Læserbrev af Karina Adsbøl (DD), medlem af Folketinget, Koldingvej 17, 6580 Vamdrup.
Byrådet i Kolding har fået fremlagt et sparekatalog med forslag, der potentielt vil føre til store nedskæringer i kommunens budget. Som det står nu, er forslagene blevet holdt hemmelige for offentligheden, og det har vakt kritik fra flere, åbenhed og debat er essentielt, når det drejer sig om vores fælles velfærd.
Blandt de foreslåede besparelser er lukning af aktivitetshuse og sociale væresteder såsom Midtgården, Toften og Café Paraplyen. Disse steder er en livsnerve for mange sårbare borgere og ældre, der benytter dem som et vigtigt socialt frirum, aktiviteter og fællesskab. Men hvad betyder det egentlig for disse grupper, hvis der spares på deres tilbud?
Forskning viser, at sociale aktiviteter og væresteder har en afgørende betydning for trivsel og livskvalitet, især for ældre og personer med særlige behov. Lukningen af aktivitetshuse vil ikke blot være en økonomisk besparelse, men også en stor social omkostning. Hvad med de personer, der har opbygget sociale netværk i disse rammer? Hvilke konsekvenser vil det have for deres mentale sundhed, ensomhed og livskvalitet?
Samtidig rejser det et vigtigt spørgsmål: Hvad har de 18 strukturelle analyser egentlig kostet? Som har været i stand til at afdække besparelser for mellem 75-125 millioner kroner, så bør vi også spørge, hvilken pris der er betalt for disse analyser. Er det værdifuldt for samfundet at spare på de mest sårbare? Svaret er nej.
Kolding Kommune står overfor en vigtig beslutning, der kan få langvarige konsekvenser for de mest udsatte. Hvordan vil man sikre, at de, der i forvejen kæmper med udfordringer, ikke ender med at bære byrden af disse besparelser?
Lad os håbe, at byrådet vælger at prioritere mennesker frem for tal, og at de i fællesskab finder veje til at sikre både økonomi og menneskelig værdighed.