Kolding Netavis

Besøg et stykke levende naturhistorie i Lunderskov

Foto: Banedanmark.

Vidste du, at du på det gamle godsbaneterræn i Lunderskov kan opleve spændende natur med blomstrende urter, selvgroet krat og træer, som myldrer med liv?

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det, men mellem grus og skærver rummer gamle baneterræner en overraskende rig natur.

Det kan du se på det gamle baneterræn ved Lunderskov, oplyser Banedanmark i en pressemeddelelse.

Blomstrende naturhistorie

På den nedlagte godsbane i Lunderskov har mange års jernbanedrift skabt en helt særlig form for natur mellem grus og skærver.

Her finder man i dag en varieret, lysåben og næringsfattig natur med et væld af blomstrende urter og områder med selvgroet krat og træer.

Mere vild natur

Banedanmark arbejder på at styrke den vilde natur langs banen. Området i Lunderskov er sammen med flere andre nedlagte baneterræner rundt om i landet en del af det såkaldte InfraNatur-projekt, hvor Banedanmark gør en særlig indsats for at værne om og pleje banenaturen i samarbejde med Miljøstyrelsen.

Indsatsen er med til at styrke biodiversiteten i Danmark til gavn for de mange sjældne dyre- og plantearter.

-Her i Lunderskov gør vi en indsats for at bevare den særlige banenatur, så vi skaber plads til de tørke- og varmeelskende planter, som trives her. Ved at give albuerum til bl.a. blomstrende urter, så sikrer vi, at der fortsat vil være nektar og pollen til de mange insekter, der holder til her, fortæller Bianka Saarnak, områdechef i Banedanmark.

Hvert år slår Banedanmark højtvoksende vegetation i slingrende spor, så der skabes variation til glæde for planter og dyreliv og så langt græs ikke skygger for de blomster og insekter, der har brug for lys og varme for at trives.

Og når det i arbejdet med at skabe lysåben natur har været nødvendigt at fælde enkelte træer, har Banedanmark ladet det døde træ ligge som insekthoteller, så svampe, insekter og smådyr med tiden kan flytte ind i dem og øge biodiversiteten på området.

Rigt insektliv

Lunderskov baneterræn er i dag hjemsted for mange spændende insekter. Her kan man bl.a. være heldig at støde på den buttede og behårede Stor Narcisflue, som holder til i Lunderskov fra april til august, ligesom man kan være heldig at se sommerfuglen Okkergul Pletvinge svirre omkring.

Men baneterrænet i Lunderskov er ikke kun rigt på natur – også på toghistorie og kulturarv. For mens man går på opdagelse i den særlige banenatur i området, kan toginteresserede lægge vejen forbi værkstederne ved Lunderskov Remise, hvor foreningen Sydjyllands Veterantog bevarer og vedligeholder gamle lokomotiver og togvogne.

Fakta

· Banedanmark udfører naturplejeprojekter på udvalgte steder langs jernbanen. Indsatsen er med til at styrke biodiversiteten i Danmark til gavn for de mange sjældne dyre- og plantearter.

· Banedanmarks gamle baneterræn er en del af InfraNatur-projektet, hvor der i samarbejde med Miljøstyrelsen bliver gjort en særlig indsats for at hjælpe biodiversiteten på vej.

· Derfor sørger Banedanmark for at skabe plads til tørke- og varmeelskende planter og insekter, som trives mellem skinner, skærver og sveller.

· På baneterrænet i Lunderskov kan man være heldig at møde den buttede og behårede Stor Narcisflue, som kan opleves fra april til august eller sommerfuglen Okkergul Pletvinge.

· Baneterrænet er åbent for offentligheden, og der er adgang fra Bakken 19, syd for stationen.

· Værkstederne ved Lunderskov Remise er åbne lørdage i ulige uger og hver torsdag

Tagget med:
Del denne artikel