Kolding Netavis

Benny Dall: Stop Klapning – Nu skal der handles

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Politik

Det er ikke nødvendigt, at dumpe havneslam. Løsningen findes allerede i Hamborg.

Havneslam skal ikke dumpes. Det skal genanvendes. Det synspunkt har fra starten været Enhedslistens holdning til, hvad der skal ske med opgravet og forurenet havneslam.

– Lillebælt kan ikke vente. Nu skal der ikke bare snakkes. Der skal handles, siger Enhedslistens byrådsmedlem, Benny Dall, på partiets hjemmeside.

Benny Dall har et forslag:

– Jeg foreslår, at vi indleder et samarbejde mellem Kolding Havn og Hamborg Havn. I Hamborg har de nemlig fundet en løsning, hvor de kort fortalt anbringer det forurenede havneslam i noget, der ligner en salatslynge. Når slammet kommer i omdrejninger, skilles sand og finere stoffer fra hinanden, fortæller Benny Dall.

Formålet med Enhedslistens forslag er, at nyttiggøre bundsediment fra uddybning af havneanlæg og sejlrender og dermed helt undgå klapning. Enhedslistens forslag kommer til behandling i Plan-, Bolig- og Miljøudvalget i Kolding Kommune i slutningen af september.

Kolding kommune har søgt Miljøstyrelsen om tilladelse til at klappe 360.000 kubikmeter havneslam i Lillebælt i forbindelse med planerne om at bygge Marina City. I første omgang var kun Enhedslisten imod, men senere har både Merete Due Paarup fra Det Radikale Venstre og SF ændret holdning og er nu også imod. Enhedslisten har tidligere fået hele byrådets opbakning til, at forvaltningen skal undersøge, om der findes alternativer til at dumpe havneslam på havbunden.

– Redegørelsen fra forvaltningen er ikke kommet endnu, men når jeg spørger til det, virker det ikke som om, at de tror på andre løsninger end at dumpe slammet. Derfor foreslår jeg at vi lærer af Hamborg Havn, siger Benny Dall.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *