I al slags vejr. En Benny Andersen-mosaik.
Onsdag den 23. februar slår Kolding Teaterforening dørene op i Comwell Kolding Teater for Café Livas Benny Andersen-forestilling, ”I al slags vejr”.
Benny Andersens familie spurgte i foråret 2019 Café Livas kunstneriske leder, Jacob Morild, om han ville lave en cabaret over Benny Andersens tekster, hvis han fik frie hænder. Det sagde Jacob Morild et stort JA – og TAK -til!
Benny Andersen, som døde i sensommeren 2018, var eksponent for noget af det ypperste indenfor brugen af det danske sprog. Dette brugte han gennem en mere end 60-årig karriere til at beskrive det særegne folkeslag – et folkeslag som måske endda i virkeligheden var – svenskere!!!
Café Liva tegner et portræt af danskerne i alle afskygninger og hudfarver – af i dag og ”I al slags vejr” udelukkende ved brug af Benny Andersens ord i form af sange, digte og monologer.
På scenen ser vi foruden Jacob Morild også Joy-Maria Frederiksen, bassisten Eva Skipper og komponisten/jazzpianisten Nicolai Majland. Instruktør er Rasmus Ask.
Forestillingen “I al slags vejr” kan ses i Comwell Kolding Teater og starter klokken 19.30. Billetter kan købes på www.billetten.dk.