Kolding Netavis

Beierholm lander nyt rekordregnskab

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Erhverv
Administrerende direktør, Søren V. Pedersen. Pressefoto.

Årsregnskab 2021/22: Revisions- og rådgivningsvirksomheden Beierholm har med strategien ”Bedst til SMV” som kompas realiseret en ny rekordomsætning på 1,27 milliarder kroner i et regnskabsår præget af coronapandemi og geopolitisk uro. I de seneste 12 måneder har Beierholm haft en netto kundetilgang på 12 procent og har således yderligere udbygget sit forspring som den største inden for SMV-segmentet.

Revisions- og rådgivningsvirksomheden Beierholm, der blandt andet har kontor i Kolding, har torsdag offentliggjort sit regnskab for perioden fra 1. maj 2021 til 30. april 2022. Omsætningen er steget med 110 millioner kroner til 1,27 milliarder kroner mod 1,16 milliarder kroner året før svarende til en stigning på 9,5 procent.

Ifølge adm. direktør Søren V. Pedersen har iværksættelse af koncernens nye strategi ”Bedst til SMV”, som blev lanceret i 2021, spillet en væsentlig rolle. Som en del af strategien er paletten af rådgivningsydelser løbende blevet udvidet, og det er en af årsagerne til den fortsatte fremgang:

-På fundamentet af vores strategi ”Bedst til SMV” og med ambitionen om at være de mindre og mellemstore virksomheders foretrukne sparringspartner har det været en af vores vigtigste prioriteter at rådgive og hjælpe både eksisterende og nye kunder med at navigere i disse skiftende tider. Ligesom vi troede, at coronapandemien var en saga blot, kom den nemlig på ny til at spille en rolle i efteråret 2021. Det betød, at vi skulle hjælpe mange af vores kunder med håndtering af nye restriktioner samt ikke mindst støtte- og kompensationsordninger, siger han i en pressemeddelelse.

Det er ikke alene i den henseende, at Beierholm har set en vækst inden for rådgivning. Den øgede kompleksitet ved at drive virksomhed medfører en stigende efterspørgsel inden for nye rådgivningsområder:

-Selvom vores kerneforretning er regnskab og revision, udbygger vi vores specialistfunktioner både centralt og lokalt med henblik på at kunne rådgive vores kunder 360 grader. Det gør vi ved at stille en række nye rådgivningskompetencer til rådighed inden for blandt andet IT-sikkerhed, bæredygtighed, digitalisering og automatisering, og senest er juridiske ydelser kommet til som et nyt selvstændigt forretningsområde. Derudover kan jeg som en dugfrisk nyhed oplyse, at vi i dette regnskabsår kommer til at opruste inden for køb og salg af virksomheder via et opkøb af en større dansk Corporate Finance-virksomhed med mere end 20 ansatte, fortæller Søren V. Pedersen.

Han siger supplerende, at særligt outsourcing og digitalisering som rådgivningsområder har været i markant vækst i seneste regnskabsår – og at det samtidig forventes, at den kommende nye bogføringslov vil understøtte fortsat fremgang på området:

-Vi har oplevet en markant vækst inden for outsourcing, hvor vi varetager kundens bogholderi og økonomistyring. Det er et område, som vi også forventer vil vokse yderligere som konsekvens af den nye bogføringslov, der blandt andet medfører omfattende lovkrav om digitalisering af bogholderiet. Derfor har vi i regnskabsåret udbygget vores organisatoriske setup, så vi foruden 20 decentrale outsourcing-afdelinger også har en central faglig fællesfunktion, ligesom vi også i 2021 igangsatte en helt ny traineeuddannelse inden for outsourcing.

Har håndteret 12 procent flere årsrapporter

Beierholm har i det forgangne år håndteret yderligere 2.968 regnskaber svarende til en stigning på hele 12 procent fra 24.380 til 27.348 selskaber. Beierholm har således udbygget sin position som den rådgivnings- og revisionsvirksomhed i Danmark, der håndterer flest årsrapporter.

Nye tal fra Erhvervsstyrelsen viser, at de ti største revisionsvirksomheder håndterer hele 46 procent af de samlet set 262.267 årsrapporter, hvilket er en stigning på 8.140 årsrapporter sammenlignet med sidste år, og ifølge Søren V. Pedersen er det et klart udtryk for udviklingen i branchen:

-I disse år ser vi en fortsat konsolidering af branchen som følge af blandt andet større krav til faglighed, kvalitet og digitalisering, men også en større efterspørgsel på specialiseret rådgivning og assistance til en bredere pallette af opgaver. Af den grund bliver det sværere at drive en mindre revisionsvirksomhed, og vi ser flere virksomheder blive opkøbt eller slå sig sammen for netop at samle ressourcer og kompetencer til at imødekomme disse behov, forklarer han og uddyber:

-Hos Beierholm har vi i tråd med brancheudviklingen foretaget mange opkøb og sammenlægninger, og de seneste fem år er vi gået fra 26 til 35 kontorer og er vokset med 400 medarbejdere. I det seneste regnskabsår har vi fortsat udbygningen og indgået aftaler om overtagelse af virksomheder inden for revision og outsourcing i Aalborg, Skive, Fredericia, Køge og Vejle/Billund.

I regnskabsåret 2022/23 forventer Beierholm et fortsat højt aktivitetsniveau, hvilket skal realiseres via organisk vækst som følge af udviklingen inden for forretningsområderne rådgivning og outsourcing, samt understøttes af sammenlægninger og opkøb.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel