Kolding Netavis

Begejstring: Danmarks første videregående uddannelse i 3D-print

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Skole
Teknologien bliver typisk brugt til at skabe prototyper eller komponenter i produktionen. Pressefoto.

Mange virksomheder arbejder allerede med 3D-print, og endnu flere har høje forventninger til teknologien. Nu åbner IBA Erhvervsakademi Kolding landets første uddannelse i Industriel 3D-print. Alle produktionsvirksomheder må i løbet af få år forholde sig til 3D-print, fastslår Morten Bjørn Hansen, der er direktør hos erhvervsorganisationen Business Kolding.

Når den danske astronaut Andreas Mogensen næste gang rejser ud i rummet, har han en 3D-printer med på rejsen. Planen er, at han skal afprøve at printe metaldele i vægtløs tilstand. For 3D-print er uden tvivl en nøgle til fremtiden. Det gælder både på en rummission og for tusindvis af virksomheder verden over.

Derfor glæder det også Morten Bjørn Hansen, direktør hos Business Kolding, at IBA Erhvervsakademi Kolding efter sommerferien åbner for uddannelsen af de første professionsbachelorer inden for industriel 3D-print. Det er den første uddannelse af sin art i Danmark.

-Alle produktionsvirksomheder kommer til at forholde sig til 3D-print inden for de kommende år, fastslår Morten Bjørn Hansen i en pressemeddelelse.

Timingen er perfekt

Han bakkes op af en grundig rapport, som Business Kolding har fået lavet. Den undersøger behovet for den nye uddannelse i 3D-print hos virksomheder som blandt andre Lego, Danfoss, Alfa Laval, Grundfos og Velux. I alt 155 virksomheder har deltaget i analysen. Halvdelen anvender allerede teknologien i dag, og endnu flere forventer, at 3D-print bliver en del af deres hverdag i løbet af få år.

Teknologien bliver typisk brugt til at skabe prototyper eller komponenter i produktionen.

-Derfor er der grund til at få oprettet den nye uddannelse på IBA for at prøve af, om ikke vi kan blive førende inden for en ny måde at tænke produktion på i Danmark, siger Morten Bjørn Hansen.

Han påpeger, at tiden lige nu er ideel – ganske vist på en trist baggrund. Men både coronakrisen og krigen i Ukraine har vist, hvor sårbar virksomhederne er, når det gælder forsyningssikkerhed.

-Det havde man ikke tænkt så meget over for bare tre-fire år siden. Men forsyningssikkerhed er blevet en ekstra linje på regnearket i mange virksomheder, fortæller Morten Bjørn Hansen og nævner selv et eksempel:

-Vi har jo set, at en stor bilproducent som BMW er blevet ved med at kunne levere biler under coronakrisen, fordi mange af deres komponenter bliver 3D-printet i Tyskland, mens andre konkurrenter har været afhængige af at få leveret bildele fra Østen.

Vej til international karriere

På den nye uddannelse lærer de studerende en lang række teknikker inden for 3D-print. De lærer både at analysere, designe og konstruere, og de får indsigt i et område, der er under konstant udvikling i disse år.

-Personligt synes jeg, det må være fascinerende for de unge at komme til at arbejde med de nyeste teknologier. Og jeg er ret sikker på, at hvis man får den her viden, så vil man stå stærk på arbejdsmarkedet både herhjemme og i udlandet. Vi ved, at 3D-print blandt andet er meget efterspurgt i lande, der producerer biler og fly, så hvis man drømmer om en international karriere, er IBA’s uddannelse et godt bud på at komme videre, forklarer Morten Bjørn Hansen fra Business Kolding.

En fantastisk interesse

Den vurdering er IBA’s rektor Niels Egelund ganske enig i. Og han kan næsten ikke kan vente til akademiet optager de første studerende til sommer:

-Vores helt egen 3D-print uddannelse er blevet til i tæt samspil med erhvervslivet, hvor man efterspørger kompetencer på området. 3D-print uddannelsen kommer derfor til at spille en vigtig rolle i forhold til at skaffe virksomhederne den kvalificerede arbejdskraft, de har brug for. Og selv om det første hold studerende først begynder i slutningen af august, har der allerede været en fantastisk interesse for den nye uddannelse fra medier, virksomheder og erhvervsorganisationer, fortæller Niels Egelund.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel