Beethovens 250 års fødselsdag fejres på biblioteket

Lørdag 17. Oktober 2020 06:54 95
Nikolaj Andersen, musikchef ved Sønderjyllands Symfoniorkester, fortæller om Beethoven. PR-foto. Nikolaj Andersen, musikchef ved Sønderjyllands Symfoniorkester, fortæller om Beethoven. PR-foto.

Oplev historien om komponisten, der ikke kunne høre sin egen musik, når Nikolaj Andersen, musikchef ved Sønderjyllands Symfoniorkester, fortæller om Beethoven.

En af de største klassiske komponister nogensinde, Ludwig van Beethoven, fylder 250 år i 2020 og vil i den anledning blive fejret med talrige koncerter og aktiviteter overalt i landet.

Men hvordan gik det egentlig til, at en ung musikbegavelse med en barsk social baggrund kunne rejse fra sin fødeby Bonn og drage til Wien for her at skabe en enestående karriere med kammermusik, 9 gigantiske symfonier og et væld af andre store værker – til trods for, at han allerede som ung i stigende grad blev døv.

Foredragsholder Nikolaj Andersen er musikchef ved Sønderjyllands Symfoniorkester og en levende formidler af klassisk musik. Han tager i foredraget udgangspunkt i Beethovens 9. symfoni og kombinerer sammenhængen mellem digtet “Ode til Glæden” af Friedrich Schiller og Beethovens musik.

Foredraget foregår i Bryggeriet på Kolding Bibliotek tirsdag den 27. oktober klokken 17-19. Billetten koster 50 kroner og kan købes på biblioteket eller på www.koldingbib.dk.