Kolding Netavis

Bastian Buus vil på podiet i Carrera Cup-mesterskabet

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Motorsport
Bastian Buus. Foto: Porsche Motorsport.

Bastian Buus håber på at komme endnu tættere på toppen i Porsche Carrera Cup Deutschland, når han stiller op til sjette afdeling af det tyske mesterskab på Lausitzring i denne weekend.

Bastian Buus sikrede i forrige weekend sæsonens femte podieresultat i Porsche Carrera Cup Deutschland, og denne weekend håber danskeren på yderligere to stærke ræs, når sjette afdeling af det tyske mærkemesterskab flages grønt på Lausitzring. Med tre afdelinger tilbage af sæsonen holder Buus en tredjeplads i det samlede mesterskab, og nu sættes alle midler ind for at komme endnu tættere på toppen.

-Denne weekend bliver umiddelbart lidt mere udfordrende, da jeg aldrig tidligere har kørt på Lausitzring. Men vores test tidligere på ugen gik godt, så jeg har en god fornemmelse. Umiddelbart forventer jeg at vi er i top-fem, hvis vi præsterer, som vi plejer. Men ambitionerne er naturligvis høje. Vores mål for weekenden er at forsvare tredjepladsen og samtidig komme tættere på toeren og etteren. Det lakker mod enden i mesterskabet, og med tre afdelinger tilbage gælder det om at maksimere alt det, vi kan, uden at miste fokus. Det er en svær balance, men vi er et stærkt team. Jeg glæder mig til at komme tilbage i sædet igen, lyder det fra Bastian Buus.

Kvalifikation og første løb afvikles lørdag. Weekendens andet og sidste løb flages grønt søndag kl. 14.40.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel