Den danske Porsche-kører fra Kolding, Bastian Buus, måtte trække sig fra weekendens Intercontinental GT Challenge-løb på Indianapolis efter en intens kamp om en podieplacering.
Natten til søndag dansk tid angreb Batian Buus en konkurrent for at overtage tredjepladsen i det amerikanske langdistanceløb, men blev presset af banen og endte med et knækket styretøj blot 40 minutter før målflaget.
-Det var en af de chancer, som jeg ville have fortrudt, hvis jeg ikke havde taget den, så jeg er glad for, at jeg gav det et skud, men selvfølgelig ærgerlig over, at det ikke lykkedes, fortæller Bastian Buus i en pressemeddelelse.
Efter at have mistet placeringer i løbets første halvdel, var holdet kommet tilbage i kampen om tredjepladsen, men en uheldig kontakt resulterede i skaden og udgåelsen.
Selvom resultatet var skuffende, betragter Bastian Buus det som en positiv debut i et amerikansk racerløb. Hans næste opgave bliver sæsonfinalen i GT World Challenge Europe Endurance Cup på Formel 1-banen i Jeddah, Saudi-Arabien, den 28.-30. november.
Løbet på Indianapolis Motor Speedway var Bastian Buus’ tredje deltagelse i 2024-udgaven af Intercontinental GT Challenge.