Kolding Netavis

Bastian Buus sikrede sig podieplads i to mesterskaber

Bastian Buus på podiet. Foto: Porsche Motorsport.

Det blev til podiepladser i både det det tyske og franske Porsche Carrera Cup-mesterskab, da Bastian Buus stillede op til en travl racerweekend på den belgiske Formel 1-bane.

Bastian Buus fra Nr. Bjert formåede at kæmpe sig til podiepladser i to forskellige Porsche Carrera Cup-mesterskaber fredag og lørdag på Spa-Francorchamps.

Den 18-årige dansker blev kastet for en temmelig travl weekend med fire løb på blot to dage – men Buus holdt som altid tungen lige i munden og kablet stramt, hvilket resulterede i topresultater i både den tyske og franske Carrera Cup-serie.

Bastian Buus sluttede på en syvende- og en tredjeplads i sæsonpremieren på Porsche Carrera Cup Deutschland – og på en tredje- og en sjetteplads i anden afdeling af Porsche Carrera Cup France. Danskeren stiller i begge mesterskaber op for tyske Allied-Racing, men kører i to forskellige biler, og således havde teamet måtte hyre ekstra mandskab ind på Spa-Francorchamps.

-Det har generelt været en god weekend. Topresultater i begge mesterskaber er absolut godt, og jeg er glad for at kunne tage en pokal med til begge biler. Weekenden begyndte ellers lidt udfordrende, da vi havde svært ved at finde det rigtige setup, men vi bevægede os i den rigtige retning og endte med at have en stærk og hurtig bil, som vi kan arbejde videre med herfra, lyder det fra Bastian Buus, som kvalificerede sig indenfor top-otte til alle fire løb.

-I den franske serie ramte vi den godt i første ræs, men desværre blev jeg skubbet af banen af en konkurrent under starten på andet ræs og måtte bruge hele løbet på at hente positioner ind igen. I den tyske serie manglede jeg fart i første ræs, men vi lykkedes med at ramme den til andet ræs, hvor jeg kæmpede mig op til et podie. Alt i alt en god weekend, og vigtigst af alt ved vi, at vi kan være med helt oppe foran i begge mesterskaber, hvilket er enormt vigtigt for motivationen.

Foto: Porsche Motorsport.

Efter første afdeling af Porsche Carrera Cup Deutschland holder Bastian Buus en femteplads i mesterskabet. Danskeren holder en sjetteplads i Porsche Carrera Cup France og en femteplads i Porsche Mobil 1 Supercup.

Næste opgave for Bastian Buus er tredje afdeling af Porsche Carrera Cup France, som finder sted allerede den kommende weekend, 12.-14. maj, på franske Magny-Cours. Inden da skal Buus forbi den britiske Formel 1-bane Silverstone for at teste med sit Porsche Supercup-team, BWT Lechner Racing.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel